Socialdemokraterne er nu vendt på en tallerken i spørgsmålet om etableringen af de nye havbrug, som er blevet en af Miljøminister Esben Lunde Larsens (V) hjertesager.
Det handler om et lovforslag, der skal give plads til flere havbrug, altså fiskeopdræt, hvor man dyrker regnbue-ørreder i store bure ude i havet til fødevarer.
En aldeles lukrativ forretning, som er blevet den næststørste eksportvare i Norge, hvor man dyrker laks.
Men lovforslaget har mødt massiv folkelig modstand herhjemme.
Bag kulissen: Sådan blev Lunde reddet
Blandt andet fordi havbrugene i Norge har forårsaget omfattende miljøproblemer ved at udlede massive mængder kvælstof, og har skadet de lokale laksestammer i landet.
Derfor gik Socialdemokraterne ind i kampen og stillede skrappe miljøkrav til regeringens lovforslag, og fik Dansk Folkeparti med til at bakke op om kravene.
S vil stoppe Lundes våde drøm
- Det er uansvarligt af regeringen at lave et lovforslag, hvor risikoen ligger entydigt på miljø siden. Det kan skade vandmiljøet og vores strande, derfor forstår jeg så udmærket den voldsomme kritik, der har været af forslaget, sagde Simon Kollerup, fødevareordfører for Socialdemokratiet for nylig til Ekstra Bladet.
Kollerup skrev også følgende på sin Facebook-side med store typer den 28. april:
'S STILLER 3 SKRAPPE KRAV TIL HAVBRUG: Det skal ikke være miljøet, der bærer risikoen. Der skal være nultolerance over for lakselus. Og mere forskning i bedre miljøteknologier til at gøre havbrugene mere bæredygtige.'
'Jeg stiller på vegne af Socialdemokratiet i dag 3 skrappe krav til Esben Lundes lovforslag om havbrug. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti bakker op', fortsatte Kollerup på Facebook.
Erhvervsfiskere raser over Lundes nye pengemaskine
Men i torsdags valgte Simon Kollerup så at lægge et nyt opslag op på sin Facebook-profil, hvor han skriver, at Socialdemokraterne alligevel har valgt at stemme for lovforslaget, selv om de ikke har fået deres krav helt igennem.
'Er loven så perfekt med socialdemokratiske øjne? Nej, vi ønskede mere i forhandlingerne, men de gode forbedringer, som er kommet med, gør en forskel til gavn for miljøet.'
Ingen stemme herfra
Men Kollerups kovending er bestemt ikke faldet i god jord hos hans Facebook-følgere.
- Ked af det, simon. Det er ikke godt nok. Ingen stemme herfra, lyder den første kommentar fra Peter Nymann.
Kollerups opslag har i skrivende stund fået 203 kommentarer. Langt de fleste negative.
- Sverige lukker havbrug. Hvorfor vælger I at gøre det modsatte???, kommenterer Willy Dannevang.
Og kritikken fortsætter:
- Mener du det er Ok, kvit og frit , at forære vores fælles hav til nogle få havdambrugere, vederlagsfrit og uden krav til, at rense op efter den forurening der helt sikkert vil komme. Alle andre er jo med til, at rense vores fælles spildevand, siger Stig Panduro i sin kommentar.
Pivrødt på kortet
De Radikales miljøordfører Ida Auken er ikke meget for at kritisere Socialdemokraterne, som de radikale støtter, men hun er meget kritisk over for regeringens lovforslag. Hun er meget bekymret for den mængde kvælstof havbrugene vil udlede direkte i havet.
Afslørede minister: Professor pludselig udelukket fra Borgen
Også selv om regeringen i lovforslaget vil lade havbrugs-ejerne kompensere for forureningen ved at opdrætte muslinger i havet, der 'spiser' kvælstofferne.
- Jeg vil ikke kommentere på Socialdemokraterne, men jeg kan sige så meget, at jeg synes ikke, at lovforslaget er godt nok til at stemme for. Det er overhovedet ikke dokumenteret at muslinger virker, siger Ida Auken.
- Udvidelser af havbrug giver nogle meget store problemer i nogle havområder, som er overforurenede i forvejen. Og der er ikke plads til at lægge flere havbrug ud nu, fordi det er ligesom at hælde urenset spildevand ud i vandet, siger Ida Auken.
***
S: Ikke en kovending
Ekstra Bladet har talt med Socialdemokraternes Miljøordfører Simon Kollerup, der måske knap så overraskende ikke mener, der er tale om en kovending fra partiets side.
- Jeg savner, at der er partier, der vil miljøet ligesom Socialdemokratiet vil, der tager ansvar i den her situation. Det har vi gjort.
Synes du det er godt for miljøet at lave de her havbrug? Du har tidligere sagt, at det skal ikke være miljøet, der bærer risikoen?
- Nej, men det er heller ikke det, jeg siger. Der ligger et lovforslag, som entydigt har placeret risikoen hos det danske miljø og havmiljø. Den lov havde flertal i sig selv, og ville blive gennemført uanset, hvad Socialdemokratiet gjorde eller ikke gjorde.
- Men vi kerer os sådan set om miljø-tilstanden i Danmark. Og det gør vi på en måde, hvor vi, som Socialdemokratiet har sagt mange gange før: Vi vil hellere have resultater end resolutioner, og derfor går vi selvfølgelig ind og forhandler og prøver at bringe tingene i en bedre retning.
- Vi kan jo se nu, at lovforslaget er kommet i en bedre balance, siger Kollerup.
- Det er sikkert både behageligt og bekvemt at sidde ude på fløjen (Venstrefløjen og De Radikale red.) og hæve stemmen om, hvor vigtigt miljøet er.
- Men det klinger alt sammen temmeligt hult, når de samme partier er klar til at lade regeringen og DF gennemføre en pilskæv lov uden at kæmpe imod ved forhandlingsbordet.
- Socialdemokratiet tager et reelt ansvar for miljøet, også når vi er i opposition, og selvom det er svært og aldrig kan blive perfekt med det blå flertal, som sidder nu.
- Ville Socialdemokratiet overhovedet lave det samme lovforslag, hvis I sad ved magten?
- Nej, det ville vi ikke. For så havde vi jo sikret, at miljøbalancen ville have været fuldstændig. Og så ville vi jo nok have sikret, at man kendte muslingernes effekt meget bedre, end man gjorde, da den her lov blev fremsat.
Simon Kollerup forklarer, at Socialdemokratere vil lave flere ændringer på området, hvis de kommer i regering.