Så mødes Mogens med Bond, Gates, Paven og alle de andre...

Den danske FN-formand har netop indledt topmøde i New York - og er helt klar til at mænge sig med Paven, Bill Gates og Agent 007

Mogens Lykketoft i formandsstolen. 
(Foto: AP)
Mogens Lykketoft i formandsstolen. (Foto: AP)

NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Den røde løber er rullet ud, og der er politiafspærringer så langt øjet rækker på 1st Ave foran FN-bygningen.

Men selv som nykåret formand, var 'hypen' dog ikke til ære for danske Mogens Lykketoft - formand og politisk dirigent, da han fredag indledte FN's 70. Generalforsamling i New York.

Selv har den tidligere finans- og udenrigsminister tidligt i morges blot tilbagelagt de få hundrede meter fra sin nye formandsbolig på Upper East Side til fods for som vært selv at tage imod topmødets høj-prominente gæster. Men det er ikke kun ca. 160 af verdens stats- og regeringsledere, som Lykketoft holder hof for.

Pavens slagkraftige kalot
Få timer senere modtog Mogens Lykketoft selveste Paven, da han ankom til FN-bygningen. Senere fredag vil han dog også trykke hænder med Agent 007, Bill Gates og præsident Obama, som alle står på den gæsteliste, der i de kommende dage vil sætte New York på den anden ende.

Men det er nu ikke noget, der umiddelbart får særlig mange svedperler frem på den rutinerede politikers pande.

- Ej, det vil jeg ikke sige. Det skal nok gå. Men jeg er meget ydmyg overfor, at møde så stærk en personlighed som Paven. Han har en utrolig slagkraft med den ja.. ikke kasket men kalot han har på, og jeg ser meget frem til hans tale, sagde Mogens Lykketoft til Ekstra Bladet over telefonen tidligt i morges på vej til sit kontor - endnu før det hellige håndtryk.

Sikkerhed ved FN-bygningen. (Foto: AP) Samfund - 24. sep. 2015 - kl. 19:26 Holy shit! Nu lander Paven til gigantisk sikkerheds-cirkus

I en forventet halv times tale er det den 78-årige Pave Frans, der indleder topmødet fra FN-bygningen. Ordene fra det religiøse overhoved er ventet med stor interesse - ikke mindst efter Pavens stærkt politiske indspark ved den amerikanske Kongres i går.

'License to save'
De prominente ord afløses desuden af musikalske indslag fra sangerinderne Shakira og Angelique Kidjo. Men blandt de tilstedeværende i salen har Mogens Lykketoft sørget for, at selveste James Bond - i form af skuespilleren Daniel Craig - og Microsoftgrundlægger og mangemillionær Bill Gates er kommet på hans personlige gæsteliste.

Det sker, fordi de begge er FN-ambassadører. Craig som den første af sin art for udryddelse af landminer. Han har nu med FN-generalsekretær Ban Ki-moons egne ord ikke kun har 'license to kill' men også 'license to save'. Bill Gates som stifter af Bill & Melinda Gates Foundation, hvis overordnede formål bl.a. er at udrydde ekstrem fattigdom - et af de erklærede 17 verdensmål.

Du skal også møde James Bond. Han plejer jo at kunne redde verden. Tror du han kan give nogle gode tip i forhold til din opgave som formand?

- Det ved jeg ikke. Men jeg er meget meget glad for, at en række kendte og populære folk som Daniel Craig og forleden Michael Douglas stiller op som en del af vores salgsarbejde. Det har stor betydning for FN og vores fremskridt, lød det fra den danske formand. 

Se også: 'Verdens formand' flasher teenagefoto til FN-møde

Se også: Lykketoft: Send milliarder - eller lad flygtningene strømme ind

Lykketoft: Sandelig en ny opgave
Han oplyser han i øvrigt går til opgaven som formand det næste år med ydmyghed og ikke nære illusioner om, at kunne ændre verden, men i det mindste presse på for at gennemført nogle af de erklærede mål.

- Det er sandelig en ny opgave at styre 193 lande end at styre 179 medlemmer af Folketinget. Intet er givet på forhånd, men jeg kommer til at have et hav af møder med udenrigsministre, statsledere og alle mulige interessante og vigtige personer. Og det er jo ikke altid, hvad der foregår i salen, der er vigtigt, men det der sker på tomandshånd, erklærer Lykketoft, der bestrider formandsposten det næste år.

Løkke slår med hammeren
Udover ham selv bidrager Danmark i øvrigt selv til VIP-listen med statsminister Lars Løkke Rasmussen, der sammen med Ugandas præsident indleder topmødet med hver sin åbningstale.

Derudover er også udenrigsminister Kristian Jensen og fødevareminister Eva Kjer Hansen samt Kronprinsesse Mary del af den danske delegation.

Det bliver også den danske statsminister, der landede torsdag aften i New York, som fredag formiddag lokal tid får æren af at slå hammeren i bordet og officielt vedtage det det hele handler om: FN's 17 udviklingsmål, der bl.a. fokuserer på at udrydde ekstrem fattigdom, på bæredygtighed og klima, og som skal gælde frem til 2030.

Gæstelisten kommer også til at huse præsident Obama, der ankommer til topmødet mandag. Her skal han i øvrigt mødes bag lukkede døre med blandt andet statsminister Lars Løkke og Lykketoft.

25 kommentarer
Vis kommentarer