Sådan afslører kropssprog Trump: - Han leverer jo bare en løgn her

Det var en mere end vanligt presset Trump, der tirsdag skulle håndtere en shitstorm. Hans kropssprog afslører ham, vurderer ekspert i løgndetektion

Se kropssprogsekspert Pernille Slot gennemgå Trumps håndtering af den shitstorm han er havnet i ovenpå mandagens topmøde med præsident Putin.

Det var en løgn, der 'absolut ikke giver nogen mening', som Trump læste op af, siddende i Det Ovale Værelse tirsdag.

Sådan lyder vurderingen fra Michael Sjøberg, der er ekspert i krisekommunikation og løgndetektion.

 - De ting, han siger, kan man ikke tage ud af sin kontekst og lave om. Han leverer jo bare en løgn her, og det giver ikke mening, siger han.

Men vores kropssprog og mimik kan sige mere end vores ord.

Præsidenten lavede eksempelvis synkebevægelser i en af sine sætninger. Det kan være et udtryk for, at han er under pres og leverer en direkte løgn i situationen, forklarer Sjøberg.

Ikke med sin gode vilje
Ifølge Michael Sjøberg har det ikke været med Trumps gode vilje, at præsidenten - som det fremstod - ud fra et talepapir blev tvunget til at bortforklare, hvad han dagen forinden fik sagt om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016:

- De (efterretningstjenesterne, red.) siger, at Rusland gjorde det. Her har jeg præsident Putin. Han har lige sagt, at det ikke var Rusland. Jeg vil sige så meget, at jeg ikke har nogen grund til at tro, at de gjorde det, lød det fra Trump i Helsinki.

Trumps bortforklaring går på, at han fik sagt det stik modsatte af, hvad han egentlig mente. Nemlig at han ikke har nogen grund til at tro, at russerne ikke blandede sig i valgkampen. 

OVERBLIK: Det sagde Trump i Helsinki - og i Washington

På et pressemøde med Vladimir Putin blev Trump spurgt, om han er enig i de amerikanske efterretningstjenesters konklusion om, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgkamp for at hjælpe ham med at vinde præsidentvalget i 2016.

* Det sagde Trump mandag på et fælles pressemøde med Putin i Helsinki:

- De (efterretningstjenesterne, red.) siger, at Rusland gjorde det. Her har jeg præsident Putin. Han har lige sagt, at det ikke var Rusland. Jeg vil sige så meget, at jeg ikke har nogen grund til at tro, at de gjorde det.

- Jeg har stor tillid til mine efterretningsfolk, men præsident Putin var ekstremt stærk og kraftfuld i sin afvisning, lød det videre.

* Det sagde Trump tirsdag aften dansk tid på et pressemøde i Det Ovale Værelse:

- Jeg gennemgik et klip af et svar, jeg gav, og jeg indså, at der er behov for en præcisering. I en vigtig sætning i mine udtalelser sagde jeg ordet 'would' i stedet for 'wouldn't'. Sætningen skulle have været: 'jeg ikke har nogen grund til at tro, at de ikke gjorde det'. En slags dobbelt negation.

- Jeg har følt meget stærkt, at selv om Ruslands handlinger ikke havde nogen indflydelse på udfaldet af valget, lad mig være helt tydelig, når jeg siger - og jeg har sagt det mange gange – at jeg accepterer vores efterretningstjenesters konklusion om, at Ruslands indblanding i valget i 2016 fandt sted.

Modstanden mod at erkende en fejl var til at aflæse hos præsidenten, forklarer Michael Sjøberg, der mener, vi så en anderledes Trump, end vi er vant til.

- Hvis man ser på kropssproget, når han læser op fra den nye forklaring, så fyldte det mindre, end det plejer. Han kan godt fylde meget med armene ud til siden. Her sad han noget mere lukket forover og låst. Jeg tænker ikke, han var bange, men han fyldte mindre i lokalet, end han plejer at gøre, siger han.

Det er kropssprogsekspert Pernille Slot enig i:

- Det var meget tydeligt, at han var ude af sin komfortzone. Der var frygt på spil, og han beroligede sig selv. Det kan ses på den måde, han klapper sin ene arm med den anden. Det er meget tydeligt, at det bestemt ikke var noget, der huede herren at sidde der, lyder det fra Pernille Slot.

Ikke elegant håndteret
Ifølge Michael Sjøberg kunne selve krisehåndteringen af Trumps udtalelser på pressemødet i Helsinki været håndteret langt mere elegant efterfølgende.

- Det giver ingen mening, at det skulle have været en fortalelse, og det fremstår heller ikke sådan på nogen måde. Det der med, at man leverer en direkte løgn, er som regel et dårligt udgangspunkt for at løse en krisesituation. Her er vi ude i, at det er den vildeste situation, jeg kan huske om Trump, siger Michael Sjøberg.

- Det eneste gode, præsidenten gør her, er, at han holder sig fra at være spydig i situationen og får læst det op, som han skal. Det kunne man ellers godt have forventet af hans type. At han havde været mere barnagtig i sin oplæsning, for at demonstrere, at han gør det, men føler sig tvunget, forklarer Michael Sjøberg.

622 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere