Sådan rammer Trump Danmark

Ost og pølser rammes af forhøjet toldsats. Det svarer til cirka 400 millioner kroner i årlig eksport til USA

Europa har behandlet USA dårligt i mange år, tordner Trump. Video: AP

Sent onsdag indledte den amerikanske præsident en handelskrig med Europa.

USA indfører nu toldsatser på flere europæiske varer.

Politik - 2. okt. 2019 - kl. 22:09 USA indfører ny told på varer fra Europa

Og amerikanernes forhøjede toldsatser rammer dansk eksport af mejeriprodukter og svinekød. Det fortæller Kenneth Lindharth Madsen, handelspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

- Med grisekød drejer det sig om forarbejdede varer - pølser og skinke. På mejeriområdet er det især blåskimmelost, smør og formentlig også Havarti Ost, siger Kenneth Lindharth Madsen.

De mejeriprodukter, der bliver ramt af toldsatsen, udgør omkring 300 millioner kroner i årlig eksport fra Danmark til USA. For svinekødsprodukter er beløbet omkring 100 millioner kroner årligt.

Se også: USA rammer fransk vin og italienske oste med forhøjet told

Urimeligt
Det er urimeligt, at USA har valgt at lægge told på danske virksomheders varer. EU-Kommissionen bør nu række hånden ud til USA for at finde en forhandlingsløsning.

Det mener udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Det er meget ærgerligt og stærkt bekymrende, at USA ikke har valgt at finde en forhandlingsløsning, siger Jeppe Kofod.

Han er ærgerlig over, at USA har valgt at ramme danske virksomheder, der kommer i klemme.

- For Danmark er det her særligt ærgerligt, fordi USA er en rigtig vigtig samhandelspartner for os og skaber mange arbejdspladser herhjemme, siger udenrigsministeren.

Flere toldsatser på vej
Det er stadig muligt for amerikanerne at tilføje yderligere produkter på listen, som eksempelvis fersk svinekød.

Blandt andet derfor er det ifølge Landbrug & Fødevarer for tidligt at sige, hvilke konsekvenser de forhøjede toldsatser vil have for de danske producenter af mejeriprodukter og svinekød.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at understrege over for EU-Kommissionen og den danske regering, at den her liste ikke må gælde for længe, Kenneth Lindharth Madsen.

- Det er vigtigt, at man finder en forhandlingsløsning med amerikanerne, så vi kan komme tilbage og eksportere og handle på normale vilkår uden den her ekstra told, siger Landbrug & Fødevarers handelspolitiske chef.

Disse fødevarer bliver ramt af USA's told

På listen over de varer, USA vil ramme med 25 procent ekstra told, er en række danske fødevarer.

De danske varer på listen er ifølge Landbrug & Fødevarer hovedsageligt mejeri- og svinekødsprodukter.

* Havarti Ost.

* Blåskimmelost.

* Smør.

* Pølser.

* Skinker.

Kilder: Office of the United States Trade Representative (USTR), Landbrug & Fødevarer.

449 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere