Sådan vil han bruge sine 'parti-penge'

Selv om Klaus Riskær ikke blev valgt i Folketinget, får han partistøtte. Nu vil han støtte Sjælsmark-børn

Riskær kom ikke ind, og nu skal partistøtten gives videre.

Selv om Klaus Riskær Pedersens parti ikke fik stemmer nok til at komme i Folketinget, giver stemmerne partistøtte. Og støtten skal bruges til fordel for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark.

Det oplyser partiformanden og finansmanden Klaus Riskær Pedersen, der dog endnu ikke vil fortælle mange detaljer om støtten.

Tilskuddet til Sjælsmark-børnene gives som en del af en aftale, som hans parti vil indgå med Dansk Røde Kors. Men da aftalen først offentliggøres tirsdag, vil han endnu ikke fortælle om beløbet.

Ligeledes vil de nærmere omstændigheder om tilskuddet også først blive offentliggjort tirsdag.

Klaus Riskær Pedersen fortæller dog, at tilskuddet er en måde at lade vælgerne få noget ud af deres stemme.

- Det er afgørende for os, at de vælgere, der har stemt på partiet Klaus Riskær Pedersen, får noget ud af det, siger han.

Tilskuddet skal foreløbig udbetales for kalenderåret 2020. Det er hensigten, at det bliver det første af flere tilskud, som skal udbetales de kommende år til at fremme partiets politik.

Ved folketingsvalget var Klaus Riskær Pedersens parti langtfra at komme i Folketinget med 0,8 procent af stemmerne. I alt stemte 29.600 vælgere på partiet, der har samme navn som partiformanden.

Med det antal stemmer står partiet til at modtage en årlig partistøtte på lidt under en million kroner. Hver stemme giver 33 kroner.

Allerede dagen efter valget, der blev afholdt 5. juni, meddelte Klaus Riskær Pedersen, at hans politiske projekt vil have karakter af græsrodsbevægelse. Partiet genopstiller dog ikke ved næste folketingsvalg.

Der er regler for, hvad partistøtten må bruges til. Af Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at støtten skal anvendes til "politisk arbejde", som ikke nødvendigvis skal udføres af partiet selv.

- Vores politiske arbejde er jo fokuseret mod at forbedre og få børnene ud af Sjælsmark. Det var det, vi havde som et punkt, da vi stillede op til et valg.

- Der er 30.000 mennesker, der har støttet dette, og som ønsker, at vi arbejder for det punkt. Hvordan vi gør det, er vores sag som politisk parti at bestemme, siger Klaus Riskær Pedersen.

132 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere