Sanders kræver omtælling efter kaotisk vælgermøde i Iowa

Primærvalget i Iowa endte med snæver sejr til Pete Buttigieg. Nu kræver Bernie Sanders delvis omtælling

Sanders (i midten, red.) er ikke tilfreds. Foto: SHANNON STAPLETON/Ritzau Scanpix
Sanders (i midten, red.) er ikke tilfreds. Foto: SHANNON STAPLETON/Ritzau Scanpix

Bernie Sanders, der stiller op som kandidat ved de demokratiske primærvalg i USA, vil have en delvis genoptælling af stemmerne fra vælgermødet i Iowa.

Det oplyser hans kampagnestab ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Bernie Sanders måtte ved vælgermødet se sig slået med 0,1 procentpoint af rivalen Pete Buttigieg.

Dermed løb den 38-årige eksborgmester med 14 delegerede fra delstaten, mens Sanders fik 12. Vigtigst var det dog for Buttigieg, at han kunne erklære sig som sejrherre, mens Sanders måtte tage til takke med andenpladsen.

Allerede før de endelige resultater fra Iowa blev offentliggjort, afviste Bernie Sanders, at han ville kræve en genoptælling i delstaten.

- Vi har fået nok af Iowa. Jeg tror, vi skal flytte fokus til New Hampshire, sagde han med henvisning til næste primærvalg, der finder sted tirsdag.

Vælgermødet i Iowa var plaget af store tekniske problemer under optællingen af stemmerne.

Det betød, at det endelige resultat først lå klart, flere dage efter at kandidaterne var rejst videre til New Hampshire for at fortsætte valgkampen.

Selv om Bernie Sanders nu har indgivet en formel anmodning om en genoptælling, så har hans stab ingen forventning om, at det vil ændre resultatet.

- En genoptælling er blot første skridt i processen. Jeg forventer ikke, at det ændrer de aktuelle beregninger. Det er nødvendigt for at sikre, at folk i Iowa kan have tillid til det endelige resultat fra vælgermødet.

Det siger Bernie Sanders' toprådgiver Jeff Weaver om genoptællingen.

Kravet om genoptælling gælder 28 valgdistrikter, hvor Sanders-lejren mener at have fået for få delegerede i forhold til den reelle opbakning.

Se også: Biden i bommert: Racisme-beskyldninger mod rival

34 kommentarer
Vis kommentarer