Saudi-Arabien henrettede rekordmange mennesker i 2019

Antal henrettelser verden over falder for fjerde år i streg, mens få lande står for næsten alle henrettelser

For fjerde år i træk falder antallet af henrettelser verden over. 657 mennesker blev henrettet i 2019. Kina tælles imidlertid ikke med i statistikken, og antallet ventes dermed at være langt højere. (Arkivfoto). Foto: Stephen Lam/Reuters
For fjerde år i træk falder antallet af henrettelser verden over. 657 mennesker blev henrettet i 2019. Kina tælles imidlertid ikke med i statistikken, og antallet ventes dermed at være langt højere. (Arkivfoto). Foto: Stephen Lam/Reuters

Selv om dødsstraffen blev afskaffet i Danmark i 1930, og Europa - på nær Hviderusland - for længst har fjernet den brutale måde at ende et menneskes liv på, så bliver mange mennesker stadig henrettet verden over.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International registrerede 657 henrettelser i 2019, og blot fire lande stod for 86 procent af dem.

Saudi-Arabien slog flere ihjel end nogensinde tidligere med 184 henrettelser - seks kvinder og 178 mænd. Iran henrettede mindst 251, Irak mindst 100 og Egypten mindst 32, oplyser Amnesty.

Stinne Bech, der er policyleder i Amnesty Danmark, mener, at tallene fra Saudi-Arabien er værd at bemærke.

- Vi kan se, at flere i Saudi-Arabien bliver henrettet for det, man ser som politiske forbrydelser.

- 23. april 2019 blev 32 mennesker henrettet den samme dag for terror. De var alle fra den shiamuslimske minoritet i landet, og der var eksempler på, at nogle af dem var udsat for tortur. De bliver dømt på baggrund af tilståelser, der er frembragt, imens de måske er blevet tortureret.

- De har måske slet ikke gjort det, de bliver dømt for, og desuden skal man selvfølgelig slet ikke henrette nogen, siger Stinne Bech.

I de seneste fire år er antallet af henrettelser på verdensplan faldet hvert år, og 2019 er ingen undtagelse. De 657 henrettelser, som Amnesty har registreret, er det laveste antal i ti år.

I 2018 registrerede organisationen 690 henrettelser.

- Der er forsigtig optimisme. Antallet er faldet igennem flere år, og det grundlæggende positivt, at færre lande henretter. I Europa har vi kun Hviderusland, der stadig gør det. Man kunne håbe, at den tendens spreder sig til resten af verden, siger Stinne Bech.

Amnesty vurderer, at Kina henretter flere tusinde mennesker om året. Men tallet er usikkert, og organisationen tæller derfor ikke Kina med, da landet holder det reelle antal hemmeligt. Det samme er tilfældet i Nordkorea.

- Generelt set er det her område behæftet med relativt stor tvivl, fordi flere lande ikke deler tallene.

- Det er særligt værd at fremhæve, at der ingen gennemsigtighed er med henrettelserne i Kina. Det er det land i verden, der henretter allerflest, siger Stinne Bech.

Amnesty har generelt svære kår i Kina, hvor organisationen ikke er velkommen.

- Vi har ikke adgang til Kina og har ikke mulighed for at lave research der. De er ikke specielt interesserede i at dele noget. Det må være statslig politik, at man holder de her tal tæt på kroppen, og ikke omtaler det i statslige medier, siger Stinne Bech.

Ifølge Amnesty er mindst 26.604 personer verden over i øjeblikket dømt til døden.

USA henrettede 22 mennesker i 2019. I Europa er det kun Hviderusland, der fortsat praktiserer dødsstraf. To blev registreret henrettet i Hviderusland i 2019.

De anvendte metoder i 2019 var halshugning, elektrisk stol, hængning, dødelig indsprøjtning og skydning ifølge Amnesty.

238 kommentarer
Vis kommentarer