Schlüters presbold: Skandaløst, hvis regeringen kikser vigtige forhandlinger

Forhenværende statsminister Poul Schlüter blander sig nu i debatten, inden de trepartsforhandlingerne starter torsdag. Han mener, at det ville være en katastrofe, hvis regeringen kikser

Her ses Poul Schlüter til en teaterforestilling med sin kone Anne Marie Vessel (Foto: Mogens Flindt)
Her ses Poul Schlüter til en teaterforestilling med sin kone Anne Marie Vessel (Foto: Mogens Flindt)

Det gælder om at lytte, når de erfarne deler ud af deres guld.

En af dem er forhenværende statsminister Poul Schlüter (K), der selv sad for bordenden, da den seneste store trepartsaftale blev forhandlet på plads i 1987.

Og her små 30 år efter blander han sig i de forhandlinger, som regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen indleder torsdag.

Ifølge DR Nyheder giver den tidligere statsminister et par gode råd til Lars Løkke og co. samt en advarsel.

- Når man deltager i disse forhandlinger, så skal man evne at se væk fra ens snævre, klassiske og egoistiske interesser. Man skal være styret af lysten til at løse virkelig store, påtrængende samfundsopgaver. Det er en nødvendighed, siger Poul Schlüter, der var landets statsminister fra 1982 til 1993, siger han til DR.

'Skandaløst og katastrofe'
Derudover mener den nu 86-årige eks-statsminister, at det ville være både 'skandaløst og en katastrofe', hvis ikke regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen når frem til en løsning.

Årsagen til, at Poul Schlüter mener, at en løsning er så afgørende, er den store integrationsopgave, som Danmark står over for i forbindelse med de tusindvis af flygtninge, som er kommet til landet i den store flygtningekrise.

I torsdagens trepartsforhandlinger er beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) regeringens repræsentanter, når de sammen med fagbevægelsen.

 

I 1987 lykkedes Poul Schlüter med at få forhandlet lønmodtagernes arbejdsmarkedspensioner, og det er stadig noget han ser tilbage på med stor stolthed.

- Jeg synes, det var absolut det største, mest vellykkede resultat i min regeringstid. Det overstiger alle andre beslutninger, og det var virkelig lykkeligt, siger han til DR.

Ekspert: Kæmpe pres
Ritzau har talt med arbejdsmarkedsforsker fra Københavns Universitet Mikkel Mailand, der også peger på, at der hviler et stort pres på de involverede parter.

Regeringen står som hovedansvarlig for en stor flygtningeudfordring, og hvis ikke de har det private arbejdsmarked med til at løse den, kan det blive både dyrt og dårligt for samfundet, siger han til Ritzau.

Men han tør ikke spå, om hvorvidt forhandlingerne denne gang vil ende i en aftale.

Seneste forsøg på trepartsforhandlinger fandt sted under den S-ledede regering i 2012. Regeringen havde lagt op til, at lønmodtagerne skulle arbejde mere, og der blev blandt andet diskuteret, om helligdagen Store Bededag skulle afskaffes.

Men fagbevægelsen endte med at trække stikket på forhandlingerne, blandt andet fordi det magtfulde fagforbund Metal var imod at sløjfe fridage.

- Det kom til at fremstå som om, at det var fagbevægelsen, der trak stikket på trepartsforhandlingerne i 2012. Fagbevægelsen vil derfor nok gøre sig store anstrengelser for at vise, at den kan levere noget denne gang, siger Mailand til Ritzau.

Forud for forhandlingerne har regeringen har gjort klart, at der skal være en aftale om integration, før man kan gå videre til andre emner som praktikpladser og konkurrenceevne.

1 af 2 Her ses Poul Schlüter to år efter de succesfulde forhandlinger i 1987 (Lars Krabbe/Polfoto)
2 af 2 Her ses Poul Schlüter til en teaterforestilling med sin kone Anne Marie Vessel (Foto: Mogens Flindt)
261 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere