Sensation: Dansker-parti får plads i det tyske parlament

Med mere end 40.000 stemmer får Stefan Seidler en plads i Forbundsdagen

Axel Heimken/Ritzau Scanpix
Axel Heimken/Ritzau Scanpix

Den er god nok.

Dansker-partiet Sydslesvigske Vælgerforening (SSW) får med al sandsynlighed en plads i Forbundsdagen.

Det bekræfter SSW's spidskandidat Stefan Seidler over for TV2 News.

- Vi får pladsen i Forbundsdagen. Det er sensationelt for vores parti, siger Seidler, der nu kan se frem til at tilbringe lidt mere tid i Berlin og lidt mindre i Flensborg.

En video delt af chefredaktør på Flensborg Avis, Jørgen Møllekær, viser, hvordan partiet fejrer sejren med en omgang Re-Sepp-Ten og dannebrog en masse.

Ved tyske valg er spærregrænsen på hele fem procent, men fordi partiet repræsenterer et mindretal, er det undtaget reglerne. Det betød, at dansker-partiet skulle over omtrent 40.000 stemmer - en grænse de nu har nået.

Dansk baggrund
Stefan Seidler er søn af en dansk kvinde og en mand tilhørende det danske mindretal i Nordtyskland.

Seidler og SSW kæmper for de nordtyske interesser, og det har været en gentagen kritik for partiet i løbet af valgkampen, at der er en skæv fordeling på nord og syd i Tyskland.

De har ofte bragt Bayern frem som en af de stater, der får mange midler og udvikling, mens Slesvig-Holsten bliver forbigået, når det kommer til national politik.

- Vi er jo et mindretalsparti, og derfor skal vi også koncentrere os primært om det, der ligger os aller nærmest, og det er jo at få rettigheder for vores danske mindretal ind i grundloven, sagde Seidler til Ekstra Bladet forud for dagens valg.

Opdateres ...