Serbiens præsident klager over ceremonier i Frankrig

Kosovos præsident, Hashim Thaci, blev placeret nærmere stormagtslederne end Serbiens Aleksandar Vucic

Serbiens præsident klager over ceremonier i Frankrig. Præsident Aleksandar Vucic er utilfreds med, at han blev placeret længere væk fra stormagternes ledere end Kosovos præsident, Hashim Thaci.

Serbiske medier citerer præsidenten for, at han fik "en klump i halsen" over sin fjerne placering, mens Thaci sad lige bag lederne fra Frankrig, Tyskland, Rusland og USA. Den serbiske præsident var placeret i en helt anden sektion.

Lederne fra en lang række lande var søndag samlet i Paris for at mindes, at det var 100 år siden, at en våbenhvile trådte i kraft og senere blev til afslutningen på Første Verdenskrig.

- I kan forestille jer, hvordan jeg var til mode, skal Vucic have sagt og tilføjet, at han var var tæt på at græde. Han siger, at hans placering var "utrolig", når man tænker på de ofre, som det serbiske folk ydede under verdenskrigen.

Klagen kommer efter en periode med øgede spændinger mellem Kosovo og Serbien, som endnu ikke har anerkendt Kosovos selvstændighed.

Historikere siger, at Serbien var den nation, som i forhold til indbyggertal mistede flest indbyggere under Første Verdenskrig.

- Jeg måtte meget hurtigt træffe en beslutning om, hvorvidt jeg skulle reagere eller blot stå stille, så jeg kom til at give hånd til Trump og Putin, siger præsidenten for Serbien.

Vucic siger, at han traf den rigtige beslutning, som sikrede, at han kunne komme til at tale om Serbien med stormagtslederne.

Serbiske styrker var i 1990'erne i krig med etnisk albanske partisaner i Kosovo.

Konflikten i 1998-1999 kostede over 13.000 mennesker livet.

De etniske albanere i Kosovo erklærede i 2008 provinsen selvstændig, hvilket blev anerkendt af førende vestlige lande, men fordømt af den serbiske regering i Beograd.

Vucic beskyldte i Paris Kosovo for at undergrave samarbejde og stabilitet i regionen ved at lægge told på serbiske varer.

Vucic lovede, at Frankrigs leder, præsident Emmanuel Macron, vil få en storstilet velkomst, når han i næste måned besøger Serbien.

33 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere