Sexanklaget republikaner prøver igen

Konservative Roy Moore er anklaget for upassende seksuel opførsel og overgreb mod en række teenagepiger

Den udskældte republikaner Roy Moore meddeler sit kandidatur til senatet. Foto: AFP
Den udskældte republikaner Roy Moore meddeler sit kandidatur til senatet. Foto: AFP

Det endte med et bittert nederlag, da den sexanklagede republikaner Roy Moore i 2017 var kandidat til det amerikanske senat for staten Alabama.

Demokraten Doug Jones besejrede Roy Moore, og republikanerne tabte dermed et traditionelt sikkert sæde i senatet.

Det har dog ikke afskrækket den skandaleramte politiker, der torsdag meddelte, at han vil stille op til senatsvalget i 2020.

- Kan jeg vinde? Ja, jeg kan vinde, siger Roy Moore på et pressemøde, hvor han annoncerede sit kandidatur.

Kostede sæde
Roy Moore blev forud for valget i 2017 anklaget for upassende seksuel opførsel og deciderede overgreb af en række kvinder og teenagepiger.

Moore har nægtet anklagerne, som han betegner som 'krænkende' og 'falske'.

Den konservative og stærkt religiøse eks-dommer Roy Moore beder en bøn sammen med konen, Kayla. Foto: Reuters
Den konservative og stærkt religiøse eks-dommer Roy Moore beder en bøn sammen med konen, Kayla. Foto: Reuters
 

I 2017 mistede Moore opbakningen fra flere fremtrædende republikanerne, selv om præsident Donald Trump til det sidste fastholdt sin støtte.

Republikanerne frygter, at Moore igen kan koste republikanerne et sæde i det amerikanske senat.

Teenagepiger
Senatslederen Mitch McConnell siger, at Det Republikanske Parti aktivt vil modsætte sig Roy Moores kandidatur.

- Han kan gøre, hvad han vil, men vi vil i hvert fald modsætte os på alle måder, siger McConnell, der altså foretrækker, at en anden republikansk kandidat udfordrer demokraten Doug Jones.

Roy Moores politiske karriere led et knæk, da to kvinder beskyldte ham for upassende seksuel adfærd, da de var henholdsvis 14 og 16 år. Roy Moore var dengang i midten af 30'erne.

Andre kvinder siger, at Roy Moore forsøgte at indlede et forhold til dem, da de var teenagere - ligeledes mens Moore var en granvoksen mand.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere