SF: Minister må redegøre for sygt sundhedssystem

SF's sundhedsordfører vil have svar på, hvad sundhedsministeren vil gøre ved, at patientsikkerheden er i fare på grund af elendigt psykisk arbejdsmiljø på mange af landets sygehuse

Özlem Cekic (SF) vil have en redegørelse fra sundhedsministeren om, hvordan det psykiske arbejdsmiljø på sygehusene bliver bedre. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen
Özlem Cekic (SF) vil have en redegørelse fra sundhedsministeren om, hvordan det psykiske arbejdsmiljø på sygehusene bliver bedre. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen

- Dybt uacceptabelt og dybt alvorligt.

Sådan lyder det fra SF's sundhedsordfører efter, at Arbejdstilsynet har uddelt 101 påbud og strakspåbud til mange af landets sygehuse i 2014.

Myndigheden har uddelt gule og røde kort til ledelsen på de sygehuse og sundhedsinstitutioner, hvor der er problemer med stresset personale og vold og trusler.

SF'er Özlem Cekic kræver derfor nu, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) redegør for, hvad han vil gøre for at få et bedre psykisk arbejdsmiljø på mange af landets sygehuse.

LÆS OGSÅ: Sclerose-patient må selv læse journal: Lægen har ikke tid

- Det er ministerens ansvar. Derfor kræver jeg en redegørelse fra Sundhedsministeriet. Jeg vil blandt andet have svar på, hvor meget sygehusene har sparet, og hvor mange sygeplejersker der har fået en fyreseddel, siger sundhedsordføreren, der selv er uddannet sygeplejerske.

Sundhedsordførerne for henholdsvis Dansk Folkeparti og Enhedslisten er også oppe i det røde felt.

- Når jeg ser og hører, hvordan tilstandene er på landets sygehuse, så lyder det nogle gange nærmest som rumænske forhold, siger Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

LÆS OGSÅ: Sygeplejesker besvimer ved akuttelefonen

- Når personalet tvinges til at løbe stærkt, fordi der på det seneste er blevet flere patienter og færre hænder, så stiger risikoen for fejl. Det er farligt, hvis for eksempel patienter får den forkerte medicin eller den forkerte dosis, tilføjer Stine Brix fra Enhedslisten.

Det er en katastrofe
Kritikken og SF's krav om en redegørelse kommer, efter at Avisen.dk i en artikelserie har stillet skarpt på psykisk arbejdsmiljø i det danske sundhedssystem.

Avisen.dk har gennemgået samtlige 101 påbud og strakspåbud. Et af dem er fra Sygehus Thy-Mors. Det vestjyske sygehus har fået en løftet pegefinger fra Arbejdstilsynet, fordi personalet er stresset.

Personalet har sagt til Arbejdstilsynet, at de mener, at det ikke er et patientsikkert sygehus. Det skyldes blandt andet, at læger og sygeplejersker ikke har tid til at registrere såkaldte utilsigtede hændelser. De kan med andre ord ikke lære af de fejl, de begår, fordi de aldrig skrives ned.

LÆS OGSÅ: Se listen: Så betændt er arbejdsmiljøet på landets sygehuse

Desuden kæmper læger, sygeplejersker og sosu-assistenter med overbelægning.

Ifølge Regions Nordjyllands kommunikationsteam var belægningsprocenten gennemsnitligt 111 procent i de første tre måneder af 2015. Ifølge regionen hænger det sammen med, at sengepladserne er skåret fra 50 til 37.

Jytte Wester, der er Dansk Sygeplejeråds lokalformand, sagde onsdag følgende:

- At der har været en særlig indsats fra Arbejdstilsynets side er ingen undskyldning. Det gør det bare værre. Jeg synes, at det er en katastrofe, at de ansvarlige lukker øjnene for problemet.

Ikke ind til, men ind i benet
Ifølge SF og Enhedslisten skyldes det miserable arbejdsmiljø, at Danske Regioner hvert år er tvunget til at effektivisere to procent.

- Det er ikke effektiviseringer. Det er deciderede besparelser. Og det er lige fra Rigshospitalet til Sygehus Thy-Mors, lyder det fra Enhedslistens Stine Brix.

- Med besparelser i den størrelsesorden er det ikke muligt at have et godt arbejdsmiljø og en god patientsikkerhed. Der er ikke bare skåret ind til benet, men ind i benet. Konsekvensen er, at risikoen for, at sårbare syge mennesker fejlbehandles, stiger, siger hun.

LÆS OGSÅ: Sygeplejesker: Det bliver værre og værre

SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er enige om, at der skal tilføres flere penge, så det psykiske arbejdsmiljø i sundhedssystemet forbedres.

- Der er brug for at putte flere ressourcer i sygehusene og sundhedssystemet generelt. Og så er vi nødt til at se på, hvor mange patienter der er i forhold til personalet, siger Dansk Folkepartis Liselott Blixt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Nick Hækkerup.

33 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere