SF vil kalde minister i samråd efter uddannelsesbesparelser

Regeringen vil fortsætte besparelser på uddannelse frem til 2022. SF håber at bringe regeringen i mindretal

Det er et fupnummer, når regeringen siger, at den vil droppe besparelser på uddannelse, mener Jacob Mark, der er uddannelsesordfører for SF.

Regeringen har i sit finanslovsudspil lagt op til at droppe det såkaldte omprioriteringsbidrag, der tvinger uddannelsesinstitutioner til at spare to procent om året.

Men regeringen vil først droppe kravet i 2022 og ikke i 2019, som der ellers var lagt op til.

- Det vil have de konsekvenser, at der vil blive mindre tid sammen med underviseren, dårligere feedback og mindre kvalitet på uddannelsesinstitutionerne, siger Jacob Mark.

Han vil nu kalde finansminister Kristian Jensen (V) i samråd for at få ministeren til at stoppe sparekravet og få ham til at forklare, om der reelt er tale om at droppe sparekravet efter 2022, eller om det derefter vil fortsætte i en anden form.

Også Socialdemokratiet har været ude med riven efter regeringen, efter at det onsdag aften kom frem, at den vil fortsætte besparelserne på uddannelsesområdet.

Dermed håber Jacob Mark, at SF sammen med S og DF kan bringe regeringen i mindretal.

- Jeg noterer mig, at både Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti vil have de her besparelser væk med det samme, så vi vil prøve at bringe regeringen i mindretal for at få stoppet de her besparelser, siger han.

Også hos elevorganisationen Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er man stærkt kritisk over for regeringens planer om yderligere besparelser.

- De vælger aktivt at udvide det her sparekrav, der har udsultet og fortsat udsulter vores uddannelser. Vi oplever hver dag, at kvaliteten af vores uddannelser bliver forringet, og nu vælger regeringen endnu en gang at spare.

- Vi er helt inde ved benet nu. Vi er kommet så langt, at der ikke er noget tilbage. Det her er en kurs, der er dømt til at fejle. Det er den fuldstændig forkerte vej at gå, siger Sana Mahin Doost, der er forkvinde for DSF og talsperson for Uddannelsesalliancen.

Det foreslår regeringen

Større nærhed og mere tryghed. Det er overskriften på det finanslovsudspil, som finansminister Kristian Jensen (V) præsenterer torsdag.

Her er et overblik over forslagene i udspillet:

VELFÆRD:

* 250 millioner kroner til udsatte småbørn, målrettet de første 1000 dage af barnets liv. Skal blandt andet bruges på flere pædagoger.

* 220 millioner til "bedre sundhed". Regeringen kommer med udspil til sundhedsreform til efteråret.

* 100 millioner til psykiatrien.

* 180 millioner til styrket ældrepleje.

* 60 millioner kroner til nedbringelse af sagsbehandlingstider, blandt andet i Ankestyrelsen.

UDDANNELSE OG JOB:

* 600 millioner kroner skal gå til "bedre uddannelser og et robust arbejdsmarked".

* Under den overskrift varsler regeringen blandt andet et erhvervsuddannelsesudspil. Og så skal studerende have lov at tjene mere ved siden af SU'en. Det ventes at lægge beslag på 95 millioner kroner. Nogle af pengene skal gå til forskning. Og så vil regeringen komme med forslag om tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft.

* De omstridte besparelser på uddannelse og kultur, kaldet omprioriteringsbidrag, skal fortsætte uændret de kommende tre år. Fra 2022 lægger regeringen op til, at de penge, de enkelte institutioner sparer, skal blive inden for området og fordeles på udvalgte initiativer.

* I den mindre afdeling foreslår regeringen at fjerne et særligt tilskud til indvandrere, der går på efterskole og omlægge en tredjedel af undervisningen på gymnasiale suppleringskurser til fjernundervisning.

TRYGHED:

* 35 millioner kroner skal gå til at styrke it-sikkerheden i Udenrigsministeriet.

* 43 millioner kroner skal gå til at styrke Politiets Efterretningstjeneste.

* Der skal bruges syv millioner kroner på at indskrænke brugen af samfundstjeneste, så flere kommer i fængsel i stedet for.

* Cirka 160 millioner skal gå til indsats mod ungdomskriminalitet.

* Der skal indføres hårdere kurs over for medier, der krænker privatlivet. Det ventes at koste syv millioner kroner.

AFGIFTER OG ERHVERVSLIV:

* Regeringen vil bruge 400 millioner kroner på at nedsætte skatter og afgifter.

* Dertil kommer, at regeringen vil hæve den rente, virksomheder betaler, når de skylder i skat. Det vil indbringe 120 millioner kroner, der også skal gå til erhvervslivet.

* For pengene vil regeringen nedsætte elvarmeafgiften i sommerhuse, give større fradrag til pendlere i yderkommuner, lempe forskellige punktafgifter og skattefritage selvejende institutioner for ældre og handicappede.

* Regeringen vil blandt andet også udvikle et "standardkoncept for færger til ø-sejlads" og markedsføre Danmark som iværksætternation.

MILJØ, KLIMA OG FØDEVARER:

* Regeringen bebuder et miljøudspil om blandt andet renere luft og et klimaudspil, men sætter ikke specifikke beløb på det.

* Der afsættes 250 millioner kroner til mere natur, heraf 50 millioner til opfyldelse af naturmål.

* 86 millioner skal bruges på et nyt fødevareforlig, der skal sikre borgernes tillid til fødevaresikkerheden.

* Regeringen vil styrke dansk gastronomi med en pulje på 10 millioner.

* Kystbeskyttelsen får 115 millioner kroner fra staten næste år, men regeringen lægger op til, at det skal stige til 185 millioner fra 2020.

YDEROMRÅDER:

* Der skal oprettes en pulje til nedrivning og istandsættelse af faldefærdige huse i landsbyer. Pengene kommer fra det statslige tilskud til kommunal byfornyelse. Der er 68 millioner i 2019.

* 102 millioner kroner skal gå til bedre bredbånd.

* Regeringen vil bruge 19 millioner på at oprense havne og sejlløb.

UDVIKLINGSBISTAND:

* Regeringen vil bruge 0,7 procent af bruttonationalindkomsten på ulandsbistand. Dermed er der afsat 16,4 milliarder i 2019.

SKATTEVÆSNET:

* Et bredt flertal i Folketinget står bag planerne om at genoprette skattevæsnet. Regeringen fortsætter genopbygningen og afsætter 299 millioner i 2019.

KULTUR:

* 26 millioner skal gå til projektet "kend dit land", hvor elever fra 4. klasse skal rundt i Danmark.

* 31 millioner skal bruges på at sikre kulturarv.

* Otte millioner skal styrke de kunstneriske uddannelser.

* Der afsættes otte millioner til landsdelsorkestre og -scener.

* 12 millioner skal bruges på "kommende reformer på museums- og scenekunstområdet".

* Fem millioner afsættes til kultur i udsatte boligområder.

* En pulje på ti millioner skal deles mellem blandt andet Danmarks Flygtninge Museum, folkehøjskolerne og Dansk Sprognævn. Og så er der også støtte til Copenhagen 2021.

* Regeringen vil bruge 17 millioner på at få starten af Tour de France til Danmark.

* Der afsættes 15 millioner til initiativer rettet mod Grønland og Færøerne.

FORHANDLINGSRESERVE:

* Regeringen har afsat en reserve på 1,35 milliarder, som de partier, der skal sikre flertal for finansloven, kan prioritere.

Beløb er årlige, eksklusive penge fra økonomiaftaler med henholdsvis kommuner og regioner og eksklusive midler fra Satspuljen.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere