Sidste hilsen: McCain langer ud efter Trump fra graven

Den afdøde senator John McCain efterlod et brev, hvor han kommenterer den aktuelle politiske situation i USA

John McCains mangeårige ven og rådgiver Rick Davis blev flere gange overmandet af følelserne, da han læste McCains farvelbrev op for pressen i Phoenix, Arizona. Se det følelsesladede pressemøde her. Video: AP

Senator og krigshelt John McCain skrev en sidste hilsen til den amerikanske befolkning inden sin død i weekenden.

I brevet, som hans ven Rick Davis læste op på et pressemøde mandag, langer John McCain tilsyneladende ud efter præsident Donald Trump for at bygge 'mure' og puste til den etniske og kulturelle 'rivalisering'.

'Vi svækker vores storhed, når vi forveksler vores patriotisme med en stamme-rivalisering, der har sået bitterhed og had og vold i alle hjørner af kloden.'

'Vi svækker den, når vi gemme os bag mure i stedet for at rive dem ned, når vi tvivler på vores idealers kraft frem for at stole på dem', skriver han.

Arizona-senator John McCain døde lørdag af kræft i hjernen. Foto: AP
Arizona-senator John McCain døde lørdag af kræft i hjernen. Foto: AP
 

I brevet takker McCain den amerikanske befolkning, som han tjente i det meste af sit liv som militærmand og kongresmedlem for staten Arizona.

Men han peger også på, at det nuværende politiske klima i USA er en udfordring. Han er dog ikke tvivl om, at nationen vil komme styrket ud af prøvelserne.

Larmende individer
'Vi er 325 millioner holdningsbaserede, larmende individer. Vi skændes og konkurrerer og nogle gange dæmoniserer vi hinanden i vores harmdirrende offentlige debatter. Men vi har altid haft så meget mere til fælles med hinanden.'

'Hvis bare vi husker det og går ud fra, at vi alle elsker vores land, så vil vi klare os igennem disse udfordrende tider. Vi vil komme ud på den anden side stærkere end før. Det gør vi altid', skriver han.

Thu-Van Cunningham viser sin respekt for den afdøde senator. Foto: AP
Thu-Van Cunningham viser sin respekt for den afdøde senator. Foto: AP

Folk havde taget opstilling langs ruten med amerikanske flag. Foto: AP Politik - 26. aug. 2018 - kl. 09:40 Tusinder på gaden: - Han var en ægte fighter!

Brevet slutter i en stridbar og patriotisk tone, der var kendetegnede for John McCains liv og politiske virke.

'Amerikanere stopper aldrig, vi giver aldrig op, vi skjuler os aldrig fra historien. Vi skaber historien. Farvel kære medborgere. Gud bevare jer og gud bevare Amerika.'

McCain døde lørdag eftermiddag i sit hjem i Arizona af en aggressiv form for kræft i hjernen. Han blev 81 år.

Trump ikke velkommen
I den kommende uge vil hans kiste stå i både Arizona og i kongresbygningen i Washington D.C., hvor amerikanerne får mulighed for at vise ham en sidste respekt.

Selve begravelsen finder sted på søndag ved en privat ceremoni ved det amerikanske flådeakademi i Annapolis, Maryland.

Mens McCain har ønsket, at ekspræsidenterne George W. Bush og Barack Obama deltager ved hans begravelse, har han frabedt sig, at præsident Donald Trump er til stede.

Læs hele brevet her:

Blå bog: John Sidney McCain

* Han blev født 29. august 1936 på en amerikansk flådebase i Panamakanal-zonen.

* Både hans far og farfar var firestjernede admiraler i den amerikanske flåde.

* John McCain blev uddannet fra flådeakademiet i 1958 og blev derefter kamppilot i flåden.

* Hans fly blev i 1967 skudt ned under Vietnamkrigen, og McCain blev taget til fange.

* Efter fem år som krigsfange i Hanoi blev han frigivet og hjemsendt i 1973.

* Han studerede ved National War College og blev i 1977 udpeget som flådens kontaktperson i Senatet.

* Han blev valgt ind i Repræsentanternes Hus for hjemstaten Arizona i 1982.

* Han blev medlem af Senatet i 1987.

* Han var bosat i Phoenix og gift i andet ægteskab med Cindy, som han havde tre biologiske børn og et adopteret barn med. Derudover havde han tre børn fra sit første ægteskab med Carol, hvoraf de to er adopterede.

* Han tabte i 2000 Republikanernes primærvalg til George W. Bush.

* Han blev Republikaneres præsidentkandidat ved det amerikanske præsidentvalg 4. november 2008. Her tabte han til demokraten Barack Obama.

Reaktioner på McCains død:

* - Min dybeste sympati og respekt går til senator John McCains familie. Vores hjerter og bønner er hos jer, skriver USA's præsident, Donald Trump, på Twitter.

* - Vores tanker, bønner og dybeste sympati går til McCain-familien. Tak for din tjeneste til landet senator McCain, skriver USA's førstedame, Melania Trump, på Twitter.

* - Karen og jeg sender vores dybeste kondolencer til Cindy og hele McCain-familien, efter at senator John McCain er gået bort. Vi ærer ham for hans tjeneste til dette land, militæret og offentligheden. Hans familie og venner vil være i vores bønner. Gud velsigne John McCain, skriver USA's vicepræsident, Mike Pence, på Twitter.

* - Mit hjerte er knust. Jeg er så heldig at have levet et eventyr med kærligheden fra denne fantastiske mand i 38 år. Han gik bort på samme måde, som han levede: På sine egne betingelser, omgivet af de mennesker, han elskede, og på det sted, han elskede allermest, skriver John McCains enke, Cindy McCain, på Twitter.

* - John McCain og jeg er fra forskellige generationer, vi kom fra vidt forskellige baggrunde, og vi konkurrerede på det højeste politiske niveau. Men til trods for vores forskelligheder delte vi troskabet til noget større - de idealer, som generationer af amerikanere og migranter har kæmpet, marcheret og ofret sig for. Vi så vores politiske kampe som et privilegium og noget ædelt og en mulighed for at tjene idealerne hjemme og rundt om i verden. Vi så dette land som et sted, hvor alt er muligt, og vores statsborgerskab som vores patriotiske forpligtelse til at sikre, at det forbliver sådan, skriver tidligere præsident i USA Barack Obama i en erklæring.

Med henvisning til John McCains tid som krigsfange under Vietnamkrigen tilføjer han:

- Få af os er blevet testet på den måde, som John engang blev, eller har været nødsaget til at udvise den type mod, som han har. Men vi kan alle stræbe efter modet til at sætte det fælles bedste over vores eget bedste.

* - Nogle liv er så levende, at det er svært at forstille sig dem slutte. Nogle stemmer er så klare, at det er svært at tænke på dem tavse. John McCain var en mand af dyb overbevisning og en patriot af allerhøjeste rang. Han tjente samfundet med udgangspunkt i vores lands fineste traditioner. Og for mig var han en ven, som jeg vil savne enormt, skriver tidligere præsident i USA George W. Bush i en erklæring.

* - Senator John McCain mente, at enhver borger har et ansvar for at gøre noget godt med den frihed, som vores forfatning giver os. Og under sin heroiske tjeneste i flåden og sine 35 år i Kongressen levede han ud fra denne overbevisning hver dag, skriver tidligere præsident i USA Bill Clinton i en erklæring.

* - John McCains liv er et bevis på, at nogle sandheder er tidløse. Karakter. Mod. Integritet. Ære. Et liv levet ud fra disse sandheder kaster en lang, lang skygge. John McCain vil kaste en lang skygge. Hans indvirkning på USA er ikke slut. Langt fra. USA vil savne John McCain. Verden vil savne John McCain. Og jeg vil savne ham dybt, skriver tidligere vicepræsident i USA Joe Biden i en erklæring.

* - Dette er en trist dag for USA. Vores land har mistet en dekoreret krigshelt og statsmand. John McCain var en af vores tids giganter, skriver formand for Repræsentanternes Hus i USA Paul Ryan i en erklæring.

Kilde: Nyhedsbureauet AP/ Ritzau

283 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere