Signal til Iran: Hangarskib til Mellemøsten

Hangarskib skal sendes til Mellemøsten for at få Iran til at afstå fra angreb på amerikanske interesser

USS Abraham Lincoln og en tilhørende flådestyrke sendes til Mellemøsten. Foto: AFP
USS Abraham Lincoln og en tilhørende flådestyrke sendes til Mellemøsten. Foto: AFP

USA vil sende hangarskibet USS Abraham Lincoln og en tilhørende flådestyrke til Mellemøsten for at sende et "klart og umisforståeligt" signal til Irans præstestyre.

Det siger præsident Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i en udtalelse natten til mandag dansk tid.

Det skriver flere nyhedsbureauer herunder AP.

- Som modsvar til et stigende antal bekymrende hændelser og advarsler vil vi indsætte USS Abraham Lincoln og dens tilhørende flådestyrke samt en deling af bombefly til den centrale kommandoregion, lyder det fra Bolton i udtalelsen.

Ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver indsættes flådestyrken for at få Iran og landets allierede til at afstå fra at angribe eller modarbejde amerikanske interesser.

- USA søger ikke at starte en krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud parate til at svare på ethvert angreb, om det så kommer fra en af Irans stedfortrædere i regionen, fra Revolutionsgarden eller fra den iranske hær, siger Bolton.

Anonyme kilder i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fortæller ligeledes til AP, at man længe har haft anelser om et forestående angreb på amerikanske tropper i regionen.

Udstationeringen af flådestyrken kommer samtidig med øgede spændinger mellem USA og Iran over sidstnævntes atomprogram.

USA valgte i maj sidste år at trække sig fra den atomaftale, som blev indgået mellem en række lande og Iran.

Med aftalen forpligtede Iran sig til kraftigt at begrænse udvinding og berigelse af uran.

Trump-administrationen har i flere måneder opretholdt en hård retorik i forhold til Iran.

Senest har Donald Trump underskrevet en deklaration, der officielt betegner den Iranske Revolutionsgarde som en terrororganisation.

Samtidig har USA erklæret, at man vil indføre sanktioner mod lande, der køber iransk olie.

Det vil ifølge nyhedsbureauet Reuters primært ramme lande som Kina og Indien, men også amerikanske allierede som Japan, Sydkorea og Tyrkiet.

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere