Skatteministeriet får hård kritik

Skatteområdet må igen holde for i Statsrevisorernes kritik af statsregnskabet for sidste år

Arkivfoto: Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling
Følg Politik

Statsrevisorerne udtrykker onsdag skarp kritik af særligt Skatteministeriet for 'væsentlige regelbrud og mangler' i statsregnskabet for 2020.

Det fremgår af en beretning på Statsrevisorernes hjemmeside.

Rigsrevisionen, der har gennemgået statsregnskabet for sidste år, er nået frem til, at det igen er nødvendigt at ytre hård kritik af Skatteministeriet, der får fire kritiske udtalelser.

- Revisionen har konstateret en række væsentlige regelbrud og mangler i statens forvaltning, særligt på Skatteministeriets område, lyder det i en udtalelse fra Statsrevisorerne.

- Det betyder, at der er risiko for ineffektiv opgaveløsning, tab af indtægter for staten og kompromittering af borgeres og virksomheders retssikkerhed. Det har vi givet en skarp kritik af.

Det er fjerde år i træk, at der er kritik af forholdene på skatteområdet.

Kritikken retter sig blandt andet mod Skatteministeriets håndtering af at kunne styre budgetter ved it-projekter, og at der er mangler i inddrivelsen af offentlig persongæld for 114,1 milliarder kroner.

Herudover sker Skatteministeriets opkrævning af renter ikke i overensstemmelse med de regler, der fremgår af gældende lovgivning, lyder kritikken.

Det er dog ikke kun Skatteministeriet, der får kritik.

I alt ti ministerier har 'regelbrud og forvaltningsmangler på afgrænsede dele af det område, som Rigsrevisionen har revideret', fremgår det.

Statsrevisorerne er politisk udpegede og har til opgave at kontrollere statens udgifter. Det gør Statsrevisorerne i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere.

Når Statsrevisorerne tager en sag op, bliver den behandlet af Rigsrevisionen, der sender en redegørelse. Herefter kan Statsrevisorerne enten melde alt okay eller give varierende grader af kritik.

Det svinger fra, at Statsrevisorerne kan finde noget 'ikke helt tilfredsstillende' til, at de kan 'påtale skarpt og særligt henlede Folketingets opmærksomhed'.

Det er så op til Folketinget og regeringen at reagere på kritikken.

De seks statsrevisorer er i øjeblikket formand Henrik Thorup (DF), næstformand Klaus Frandsen (R), Frank Aaen (EL), Britt Bager (K), Mette Abildgaard (K) og Leif Lahn Jensen (S).

Mere fra Ekstra Bladet+

Hun undskyldte kun oprigtigt, da hun hostede

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind