Skrottet igen-igen: Mays brexit-aftale stendød

Underhuset har for tredje gang forkastet Theresa Mays brexit-aftale med EU. Nu er premierministerens dage talte

Bliver opdateret på udviklingen her.

Theresa Mays skilsmisseaftale med EU er nu blevet forkastet for tredje gang. 344 stemte imod. 286 stemte for.

Dermed er der lagt op til, at Storbritannien skal forlade EU d. 12. april uden en aftale. Premierminister Theresa May har nu to uger til at beslutte, om - og hvordan - hun skal bede EU om en længere udsættelse af brexit. Samtidig må briterne med stor sandsynlighed til stemmeurnerne til Europa-Parlamentsvalget i maj, hvis det sker.

Theresa May siger i sin bemærkning efter afstemningen, at Underhuset må tage aftalens nederlag 'med stor beklagelse'.

- Implikationerne af Husets beslutning er alvorlige. Det juridiske udgangspunkt er nu, at Storbritannien forlader EU d. 12. april. Om bare 14 dage. Det er ikke nok tid til at blive enige om, vedtage og ratificere en aftale, siger Theresa May og fortsætter:

- Og alligevel har Huset klart sagt, at de ikke vil forlade EU uden en aftale. Derfor må vi nu blive enige om en vej fremad.

Theresa May har lovet at træde tilbage som premierminister, når brexit er faldet på plads Foto: Yves Herman Ritzau Scanpix Politik - 29. mar. 2019 - kl. 05:28 Total forvirring om brexit: Få overblikket her

May siger dog, at regeringen vil fortsætte med at forsøge at få det 'ordentlige brexit', som vil respektere resultatet af folkeafstemningen fra 2016.

Nye afstemninger
Det britiske parlament skal nu efter alt at dømme stemme om alternative brexit-scenarier efter weekenden. Onsdag forkastede parlamentet otte forskellige ideer. Spørgsmålet er nu, om der kan dannes konsensus om et eksempelvis et blødere brexit, der inkluderer medlemskab af det fælles indre marked; eller om parlamentet vil gå efter en bekræftende folkeafstemning, som May er stærkt imod.

Labours leder, Jeremy Corbyn, siger efter afstemningen, at Theresa May må gå af nu og kræver samtidig et nyt parlamentsvalg.

Præsidenten for Det Europæiske Råd har fredag eftermiddag skrevet på Twitter, at han indkalder til krisemøde for EU's 27 stats- og regeringschefer.

Herhjemme er statsminister Lars Løkke Ramsussen ved at være godt og grundigt træt af briterne.

- Det er for mig uforståeligt, at det britiske underhus ikke udnyttede muligheden for et velordnet brexit. I stedet har man - nu for tredje gang - afvist udtrædelsesaftalen, siger han til Ritzau.

LIVE

323 kommentarer
Vis kommentarer