Når Raúl Castro 19. april træder tilbage som leder af Cubas kommunistiske parti, bliver det formentlig præsidenten, Miguel Díaz-Canel, der overtager posten og dermed den reelle magt i landet.
Mange spekulerer derfor nu i, hvad magtskiftet kommer til at betyde for cubanerne og landets fremtid.
- Det indtryk, Díaz-Canel gav, lige da han kom til (han blev præsident i 2018, red.), var, at han er en leder med ny stil, mere ungdommelig, mere opdateret, men han har stået meget i skyggen af Raúl Castro.
- Det har hele tiden været svært at se Díaz-Canel som en særlig selvstændig figur. Han har hele tiden gjort, hvad Raúl Castro ville have gjort. Der har ikke været forsøg på alternative tacklinger af den uro, der har været, siger Cuba-ekspert Jan Gustafsson til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
I Cuba er flere yngre, intellektuelle - særligt artister og kunstnere - begyndt at protestere og har blandt andet bedt om større ytringsfrihed i landet.
- Dem har man tacklet på normal vis ved at tie dem ihjel. Det havde været interessant, hvis han havde skabt en form for dialog, siger Jan Gustafsson, der er lektor i latinamerikanske studier ved Københavns Universitet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Radikal ændring på vej?
En af årsagerne til, at præsidenten endnu ikke har modsat sig Raúl Castro, kan være, at den reelle magt stadigvæk har ligget hos Castro som leder af det kommunistiske parti, der sidder på magten, og derfor kan man ikke udelukke, at Castros tilbagetrækning vil medføre radikale ændringer i landet, mener eksperten.
- Det er en mulighed, at der kommer til at ske noget nu. Han har accepteret en sekundær position, men nu kan han komme frem og gøre, hvad han vil. Men jeg tvivler lidt på det. Der er noget ved det har magtapparat, der er vanskelig at håndtere, siger Jan Gustafsson, der dog påpeger, at man før har set radikale skift i andre lande.
- Når man overgår fra et autoritært styre til et andet, kan det komme meget pludseligt, så jeg vil bestemt ikke udelukke, at det sker. Det er set før, at magtfulde personer pludselig tager helt nye positioner. Der er helt sikkert også en garde af ældre ledere, der er meget nervøse for en demokratisk åbning, fordi de frygter, at det får det hele til at styrte sammen, siger han.
Artiklen fortsætter under billedgalleriet ...
62 år med Castro-familien
Frygter at miste selvstændighed
- Hvad mener du helt præcist, når du siger, at de frygter, at 'det hele styrter sammen
Man frygter, at der sker det sammen, som der skete for Sovjetunionen - at det hele falder sammen. Hvis revolutionen (det nuværende styre, red.) falder sammen - hvis Cuba skifter styre - så mister det sin autoritet og sin selvstændighed. Man vil ikke kunne holde fast i uafhængighed, fordi man vil være afhængig af at samarbejde med mange andre lande.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Hvor realistisk er det, at det kommer til at ske?
- Jeg er sikker på, at der på et tidspunkt sker nogle overraskende ting, og så kommer det måske til at gå hurtigt. Men det kan også gå langsomt, siger Jan Gustafsson.
Raúl Castro har allerede igangsat flere økonomiske reformer, der skal liberalisere økonomien og få Cuba til at bevæge sig væk fra den ideologiske Cuba-socialisme, som hans bror Fidel Castro fastholdt i sin regeringstid.
Det arbejde kan fortsætte under Díaz-Canel, mener Jan Gustafsson.
- Det kan være, at man åbner landet op økonomisk og tillægger en mindre stram socialistisk tilgang, men at man fastholder det kommunistiske parti, så magten ikke løber fra dem på en gang.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Land i forandring
Allerede nu kan man se store forandringer i Cuba i forhold til tidligere. Flere yngre og intellektuelle personer er begyndt at råbe på større ytringsfrihed og mere frihed generelt.
Men der er endnu ikke en decideret etableret opposition til magthaverne.
- Der har været en åbning. Ikke en politisk eller formaliseret åbning. Hele måden, almindelige folk taler på, har ændret sig, og landet har forandret sig. Folk tør tale langt mere kritisk, end de gjorde for 30 år siden. Så der sker ting, og man kan ikke bare blive ved med at lukke det ned. Man er nødt til at acceptere en form for dialog, for ellers vil der på et tidspunkt opstå en mere organiseret opposition, siger Cuba-eksperten.
Derfor er der nu et stort spørgsmål til landets nye leder Miguel Díaz-Canel.
- Ser vi en mere selvstændighed ledelsesstil, eller vil han forsøge at holde fast på den stil, han kender? Det bliver meget interessant, lyder det fra Jan Gustafsson.