- Det sidste år har ikke været spor anderledes, men nu har vi da prøvet det med.
75-årige Jonna Holm bor i Ellekonebakken i Viborg, der efter et år på Regeringens sorte ghettoliste er ude af det dårlige selskab igen.
Da Ekstra Bladet sidste år besøgte hende forstod hun ikke, hvorfor hendes kvarter i domkirkebyen skulle kaldes en ghetto, når der ikke var noget ballede.
Hendes rækkehus ligner sig selv med julepynt og lys i vinduerne, og Jonna forstår stadig ikke helt, hvad den liste skal gøre godt for.
- Det er svært at forholde sig til, når man ikke har haft noget vrøvl. Der er ikke nogen, der generer mig. Ja, her bor da mange udlændinge, men vi hilser på hinanden og veksler et par ord, fortæller hun.
Bustur for beboerne
På køkkenbordet ligger en stor pose Werther's Original og nogle æsker med kattetunger og andet juleslik.
- Vi var på bustur til Tyskland med beboerforeningen i går. Vi kører ned og handler, og så spiser vi julefrokost på en kro i Sønderjylland, smiler hun og beretter at der skam også er damer med ikke-vestlig baggrund med på juleturen.
Lidt nede af vejen fra Jonnas rækkehus, møder Ekstra Bladets udsendte Bjarne Knudsen, 34, der får sig en smøg og en kop kaffe udenfor i kulden.
Han flyttede hertil fra Grønland for snart fire år siden, og kunne ikke forestille sig et bedre sted at bo.
- Min kone siger, at hun vil blive gammel her i byen. Vi har det rigtigt godt her, siger han.
Han er glad for, at området ikke længere er en ghetto. Det dårlige image er rart at slippe af med, men for ham gjorde det ingen forskel i hverdagen.
- Det er et stille og roligt område, og der er jo ingen ballade som man hører om andre steder. Vores børn er ude og spille fodbold med de andre, og det har vi altså også trygt sendt dem ud at gøre det sidste år, slår han fast.
- Det er virkelig rart at være her
Bag en boligblok lyder der glade hvin og børnelatter. Her finder vi en nydeligt vedligeholdt legeplads med legehus og gynger.
- Der er rigtigt mange børn at lege med her, og der er både den her legeplads lige hvor vi bor, og to mere derovre, siger seks-årige Sham Allahham og peger i retningen bag en anden boligblok.
Iført matchende pink vinterjakker leger hun med sin storesøster. Pigerne og deres forældre er syriske flygtninge, som kom hertil for fire år siden.
- Jeg er glad for at bo her. Det er tæt på skolen, og vi har vores eget værelse, og her er naboer, som vi kender. Det er virkelig rart at være her, siger Najah Allahham, ni år.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Boligselskab: - Nu skal vi undgå at komme på listen igen
Det almene boligselskab Sct. Jørgen ejer Ellekonebakken, og her er kommunikations- og udviklingschef Anne Mette Primdahl Nielsen begejstret for, at området ikke længere er på ghetto-listen.
- Sikke en dejlig nyhed. Nu skal vi bare arbejde for, at undgå at komme på den igen, siger hun.
Boligselskabet har flere planer på tapetet - bl.a. en helheldsplan for Ellekonebakken til en lille halv milliard kroner.
- Vi har arbejder hele tiden med en boligsocial indsats, så vi har ikke på den måde gjort noget aktivt for at ryge af listen, forklarer hun.
En af de ting, de gerne vil ændre, er antallet af antallet af flytninger.
- Vi har en stor gennemstrømning. 100 gange om året, holder der en flyttebil i Ellekonebakken. Men vi skal også huske, at vi som alment boligselskab er sat i verden for at sikre boliger med en lav husleje.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.