Snyd? Nu nægter de alt

Rusland er blevet beskyldt for at fifle med deres tal for antallet af døde under coronavirus-udbruddet - nu nægter de alt

Vladimir Putin har flere gange talt til nationen i forbindelse med coronavirus-udbruddet i landet. Her opfordrer han til forsigtighed i forbindelse med genåbning af landet. Video: Reuters.

Ruslands dødstal kan være op mod 70 procent højere end rapporteret.

Sådan lyder konklusionen fra mediet Financial Times, der har gransket tallene fra Moskva og Sankt Petersborg i april.

Her har de fundet frem til, at antallet af døde i april lå 2073 højere end gennemsnittet for de seneste fem år. 629 er registreret døde med coronavirus i de to byer, og det betyder, at 1444 dødsfald er uden årsag.

Dermed er konklusionen, at antallet af coronadødsfald kan være op mod 72 procent højere end beskrevet i de officielle statistikker i landet.

Men det nægter vicestatsminister Tatyana Golikova ifølge nyhedsbureauet Tass.

- Jeg er meget glad for, at Financial Times følger med i vores pressemøder med landets præsident.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tatyana Golikova afviser alt. Foto: Kommersant Photo Agency/Shutterstock
Tatyana Golikova afviser alt. Foto: Kommersant Photo Agency/Shutterstock

Putins talsmand er testet positiv for coronavirus

- Men jeg vil endnu en gang understrege, at data fra i går, der viser, at dødelighedsniveauet i Rusland er 7,6 procent lavere end i resten af verden, er korrekt. Vi har aldrig manipuleret med officielle statistikker, siger hun.

Ifølge de officielle statistikker er 232.243 mennesker konstateret smittet med coronavirus i Rusland, men kun 2116 er døde.

Det giver en dødelighedsprocent på knap en procent. Til sammenligning er dødelighedsprocenten på 16 procent i Belgien, mens USA ligger på seks procent.

Faldt ud ad vinduet
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan tre læger, der har sat spørgsmålstegn ved den russiske håndtering af coronapandemien, er på mystisk vis faldet ud ad hospitalsvinduer i Rusland

Skræmmende tilfældighed? Tre kritiske læger styrtet fra vinduer

To af dem er afgået ved døden, mens den tredje er indlagt på hospitalet, skriver CNN.

De tre episoder bliver nu undersøgt af russisk politi.

Ambulancelæge Alexander Shulepov fra byen Voronezh, der ligger cirka 500 kilometer syd for Moskva, er den eneste af de tre, der har overlevet sit fald. Hans tilstand betegnes som alvorlig.

Et lokalt medie citerer regionale embedsmænd for at sige, at Shulepov faldt fra et vindue på anden sal på Novousmanskaya-hospitalet, hvor han til daglig arbejdede, men hvor han - da ulykken fandt sted lørdag - selv modtog behandling efter at være blevet testet positiv for coronavirus.

Mandag sagde Putin, at myndighederne havde bremset sygdommen, og at visse restriktioner nu lempes.