Socialdemokratiet: Finanslov er kedelig men ansvarlig

Debatten om regeringens finanslovsforslag er begyndt i Folketinget. Socialdemokratiet kalder den kedelig

Socialdemokratiet: Finanslov er kedelig men ansvarlig

Lidt knas i finanslovsmaskineriet skal der nok komme, lyder det fra Joachim B. Olsen

I Folketinget er den første debat om regeringens forslag til en finanslov for 2022 begyndt. Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, erklærer sig enig i, at forslaget kan beskrives som kedeligt.

I forslaget er der lagt op til, at langt de fleste udgifter til coronakrisen bliver udfaset. Og samtidig er der lagt op til at holde på pengene. Derfor er der tale om en relativ stram finanslov sammenlignet med sidste års finanslov.

- Vi står midt i en højkonjunktur, hvor beskæftigelsen er højere end før krisen, siger Christian Rabjerg Madsen efter at have brugt en stor del af talen på at rose den socialdemokratiske regerings finanspolitik under krisen.

- Nu skal vi lette foden fra speederen, så økonomien ikke overopheder. Derfor fremlægger vi en stram finanslov, også når det gælder den mere traditionelle del af finanspolitikken.

Regeringens finanslovsforslag vil mindske økonomien med små to procent. Hvilket vil være den strammeste finanslov siden kartoffelkuren i 1980'erne. Det skal dog ses i sammenhæng med, at finansloven i 2021 med dens markante støtte under corona var historisk ekspansiv.

SF har tidligere kaldt forslaget for kedeligt. Og det medgiver Christian Rabjerg Madsen torsdag.

- Det er kaldt kedeligt. Det er ikke helt forkert. Men det er også det ansvarlige i en situation, hvor økonomien buldrer derudaf, siger han.

Finansloven er blevet kritiseret for ikke at have afsat nok til den grønne omstilling, klimaforhandlingerne med landbruget eller adressere den mangel på arbejdskraft, der pludseligt er opstået efter coronakrisen.

I Folketinget spørger Venstre og Dansk Folkeparti ind til, hvorfor der ikke afsat penge til et nyt udrejsecenter.

De Konservatives Rasmus Jarlov hæfter sig ved noget helt andet.

- Ud over hvor kedeligt, det er, var det, der slog mig allermest, da jeg læste det, at der ikke er nogen besparelsesforslag.

- Vi har udgifter for 1200 milliarder kroner. Er der ingen steder, hvor man kan bruge lidt færre af danskernes penge?, siger han.