Søren Søndergaard dokumenterer gerne sin skattebetaling

Enhedslistens folketingsmedlem vil gerne vise sin årsopgørelse til Ekstra Bladet og andre, der måtte være interesseret i den

Søren Søndergaard dokumenterer gerne, hvor meget han har betalt i skat i 2016. Foto: Jens Dresling
Søren Søndergaard dokumenterer gerne, hvor meget han har betalt i skat i 2016. Foto: Jens Dresling

Nytårsaftensdag kunne Ekstra Bladet fortælle historien om, at 12 danske politikere har valgt at lægge deres årsopgørelse frem for offentligheden på baggrund af en rundspørge, som Ekstra Bladet har foretaget blandt samtlige folketingsmedlemmer.

Derudover har 15 medlemmer af Folketinget valgt at oplyse, hvor meget de betaler i skat – dog uden at ville lægge deres årsopgørelse frem for læserne.

En af dem er Enhedslistens Søren Søndergaard, der dog gerne vil dokumentere, hvad han har betalt i skat for Ekstra Bladet.

Han ønsker således ikke at blive sat i den kategori af politikere, der ikke vil vise sine skattepapirer og dermed dokumentere det beløb, de har betalt i skat i 2016.

- Mine økonomiske mellemværender med det offentlige er åbne for jer og enhver anden, som måtte ønske at studere dem nærmere, lyder det fra Søren Søndergaard i en mail til Ekstra Bladet.

Da Ekstra Bladet i september bad politikeren om at sende dokumentation afviste han, men tilbød at fremvise dokumentationen på sit kontor, af frygt for at udleveringen af en kopi kunne bruges på en utilsigtet måde som eksempelvis identitetstyveri.

Derfor er han placeret i kategorien med politikere, der gerne fortæller, hvad de betaler i skat, men ikke ønsker, at deres skattepapirer bliver offentliggjort.

Det samme gør sig desuden gældende for Enhedslistens Henning Hyllested, der også tilbød at dokumentere skattebeløbet uden at ville sende årsopgørelsen.

Du kan se en komplet grafik over, hvilke politikere der har valgt at fortælle, hvor meget de betaler i skat i Ekstra Bladet+.

12 folketingspolitikere står nu frem og viser deres selvangivelse. Foto: Anders Rye Skjoldjensen, Peter Hove Olesen, Jakob Jørgensen, Linda Johansen, Jens Dresling, Steen Brogaard og privatfoto Politik 27 politikere afslører: Så meget betaler vi i skat

Uffe Elbæk viser sine skattepapirer frem - og det samme gælder fem af Alternativets øvrige folketingsmedlemmer. Foto: Jakob Jørgensen Politik Folketingspolitikere: Her er vores årsopgørelse

 

19 kommentarer
Vis kommentarer