Staten åbner undersøgelse af Termas mulige våbensalg

Efter medier har beskrevet, hvordan Terma har solgt udstyr, der er brugt i Yemen, går styrelse ind i sagen

Den danske virksomhed Terma er anklaget for at have solgt udstyr, der er brugt under krigen i Yemen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den danske virksomhed Terma er anklaget for at have solgt udstyr, der er brugt under krigen i Yemen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Erhvervsstyrelsen vil starte en undersøgelse af Termas mulige salg af udstyr, der er brugt militært i borgerkrigen i Yemen. Det skriver Erhvervsstyrelsen i en udtalelse.

Det sker efter, at flere medier, blandt andre TV2 og DanWatch, søndag har beskrevet, at danske Terma har solgt udstyr og vedligeholdelse til kampflyene Archangel, der er blevet brugt af De Forenede Arabiske Emirater under konflikten i Yemen.

Krigen er af FN blevet kaldt verdens værste humanitære katastrofe, og der er en embargo mod salg af våben til parterne.

- Erhvervsstyrelsen er i dag via medierne blevet bekendt med, at der muligvis har foregået en eksport af et radarsystem fra virksomheden Terma med endelig militær anvendelse i Yemen.

- I lyset af, at der er våbenembargo mod Yemen, vil Erhvervsstyrelsen derfor indlede en undersøgelse af den konkrete sag, som skal afklare om eksportkontrolreglerne er blevet brudt, skriver Erhvervsstyrelsen søndag.

Mere end to millioner børn under fem år lider af akut underernæring, og over 200.000 er døde i kamp eller som følge af krigen i Yemen.

Det kan, ifølge TV2, dokumenteres, at flyene med udstyr fra Terma, har været med til at bombe dele af Yemen.

Omkring to måneder inden krigens start i marts 2015 fik Terma tilladelse af myndighederne til at levere missilforsvarsudstyr til kampfly til De Forenede Arabiske Emiraters luftvåben.

I en skriftlig kommentar hilser Terma myndighedernes undersøgelse velkommen.

Om leverance af udstyr til fly skriver virksomheden blandt andet:

- Terma ansøgte og modtog udførselstilladelse til selvbeskyttelsesudstyr i januar 2015 (vedrørende hovedleverancen) og i januar 2018 (vedrørende reservedele).

- Sidste leverance fandt sted i marts 2018, otte måneder inden den danske suspension af eksport af våben og militært udstyr til UAE (De Forenede Arabiske Emirater, red.) trådte i kraft den 22. november 2018, skriver virksomheden og tilføjer:

- Terma overholder de til en hver tid gældende danske og internationale regler for handel med navigationsudstyr, forsvarsmateriel og dual-use produkter (herunder reservedele og service), og vi følger altid afgørelser truffet af de danske myndigheder, lyder det afslutningsvis.

Termas leverancer af missilforsvarsudstyret møder kritik fra Enhedslisten. Partiets forsvarsordfører Eva Flyvholm vil have hele to ministre i samråd om sagen.

- Det er fuldstændig uanstændigt, at Terma har fået lov til at eksportere det her udstyr, sagde hun tidligere søndag til Ritzau.

Både Enhedslisten og SF har nu kaldt udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og erhvervsminister Simon Kollerup i samråd om sagen.

- Jeg har ikke kendskab til de konkrete udførsler af radarsystemer, som Udenrigsministeriet ikke er blevet hørt i, skrev Jeppe Kofod i en mail til Ritzau tidligere søndag.

105 kommentarer
Vis kommentarer