Staten har betalt regninger for milliarder under coronakrise

Staten har siden 1. marts sendt 40 procent flere penge til private virksomheder end i samme periode i 2019

Finansminister Nicolai Wammen (S) glæder sig over, at anbefalingerne om at fremrykke betalinger til private virksomheder under coronakrisen er blevet efterlevet. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen (S) glæder sig over, at anbefalingerne om at fremrykke betalinger til private virksomheder under coronakrisen er blevet efterlevet. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Statens institutioner har fra 1. marts og frem til i dag sendt 1,9 milliarder kroner mere ud i samfundet til private virksomheder, end staten gjorde i samme periode sidste år.

Det er en stigning på omkring 40 procent i forhold til samme periode sidste år, oplyser Finansministeriet.

Stigningen skyldes først og fremmest coronakrisen, som har fået statens institutioner til at fremrykke betalinger til leverandører, der er pressede på økonomien.

- Jeg er tilfreds med, at initiativerne fra regeringen og Folketingets partier om blandt andet at fremrykke betalinger for at hjælpe private virksomheder gennem coronakrisen virker, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

- De seneste tal viser, at staten på bare seks uger har betalt regninger for 1,9 milliarder kroner mere end samme periode sidste år.

- Det er fleksibilitet og en håndsrækning til pressede private virksomheder, der kan mærkes, siger han.

Regeringen indgik i marts en aftale med alle Folketingets partier, som skulle være med til at understøtte private virksomheder gennem offentlige indkøb.

I en tidsbegrænset periode frem til 31. oktober bliver der derfor lavet dispensationer fra flere regler for offentlige indkøb.

Alle offentlige institutioner er blevet opfordret til at fremrykke betalinger og forudbetale leverancer, hvilket skal sikre penge til de trængte leverandører.

Økonomistyrelsen har undersøgt, hvilken effekt der har været af, at betalingerne fra statens institutioner er blevet fremrykket.

Det viser, at anbefalingerne bliver efterlevet.

Styrelsen har fundet ud af, at statens institutioner godkender betalinger hurtigere.

Den gennemsnitlige tid, der går, fra en statslig institution modtager en faktura, og indtil regningen er betalt, er faldet fra et gennemsnitsniveau på 20-25 dage i slutningen af februar til under fem dage.

7 kommentarer
Vis kommentarer