Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver mandag på kommunikationsplatformen Telegram, at han mandag har besøgt et hospital i byen Mykolajiv sammen med statsminister Mette Frederiksen.
Det kommer som en overraskelse, da besøget ikke har været meldt ud fra regeringens side og først kom frem, da Zelenskyj lagde videoen på Telegram.
I videoen, der indledes af et vaskeægte statsmands-håndtryk, bliver frontpersonerne for den nye regering, Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M) og Jakob Ellemann-Jensen (V), vist rundt på et militærhospital i byen Mykolaiv i det sydlige Ukraine.
Tour-guide-præsident
Den ukrainske præsident agerede tourguide på hospitalet for stats-, udenrigs-, vicestats- og forsvarsministeren, som fik et indblik i den barske virkelighed i det krigshærgede land.
De danske regeringsrepræsentanter var også vidne til en ceremoni, hvor flere ukrainske sundhedsmedarbejdere blev hædret for deres tro tjeneste af præsident Zelenskyj.
'Sammen med Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, besøgte vi de ukrainske beskyttere på et hospital i Mykolajiv. Det er vigtigt for vores krigere, at de er i stand til at komme i ikke blot fysisk men også psykisk rehabilitering. Jeg er taknemmelig for alle medicinale arbejdere, der bekymrer sig om vores beskytteres helbred. Jeg ønsker dem hurtig bedring!,' skriver Zelenskyj i sin Telegram-kanal.
Inspicerede havnen
Han benytter også lejligheden til at takke Danmark.
’Siden de første dage af invasionen har Danmark hjulpet og støttet Mykolajiv. I dag, som en del af Danmarks protektion af Mykolajivs bedring, besøgte statsminister Mette Frederiksen og jeg Mykolajiv Havn. Vi inspicerede de olieopbevaringstanke, der blev ødelagt af fjendens missiler og droner,’ skriver Ukraines præsident.