Støjberg holder alle døre åbne efter Folketings-exit

Efter at være kendt uværdig i Folketinget siger Inger Støjberg, at det sidste ikke er sagt fra hendes side

Inger Støjberg taler med pressen, efter hun er blevet stemt ikke værdig til at sidde i Folketinget tirsdag den 21. december 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg taler med pressen, efter hun er blevet stemt ikke værdig til at sidde i Folketinget tirsdag den 21. december 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Følg Politik

Inger Støjberg afskriver ingen fremtidsmuligheder tirsdag, efter den tidligere udlændinge- og integrationsminister for Venstre tirsdag er kendt uværdig til at sidde i Folketinget.

Efter en timelang debat blev Inger Støjberg kendt uværdig, hvorefter hun rejste sig fra sin plads, vinkede til salen og forlod den.

Kort herefter talte hun med de fremmødte journalister:

- Nu går mit liv videre herfra. Når jeg har udstået min straf, så kan jeg jo vende tilbage. Det kan også være her til.

- Men i dag kommer jeg ikke til at sige mere om min fremtid, end at jeg mener, at der stadig er meget at kæmpe for, sagde Inger Støjberg og fortsatte:

- Hvilken platform, jeg kommer til at kæmpe fra, det kan jeg ikke sige endnu. Men jeg tror ikke i skal regne med, at det allersidste er sagt fra min side.

Inger Støjberg er kendt uværdig efter, at hun ved Rigsretten modtog en dom på 60 dages ubetinget fængsel for at bryde ministeransvarsloven med åbne øjne.

Det skete ved, at Inger Støjberg insisterede på, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, i 2016 skulle adskilles på danske asylcentre. Det på trods af, at alle - ikke mindst børn og sårbare - har krav på en individuel sagsbehandling.

- Jeg mener, at man har en moralsk forpligtigelse til at beskytte barnebrude, når de kommer hertil. Og det håber jeg alle, havde gjort.

- Så er det begået fejl. Og det kom frem meget tidligt. Det har vi stået ved alle sammen, sagde Inger Støjberg efter afstemningen.

Her holdt hun fast i, at hun fortsat ikke har fortrudt sin ageren i forløbet.

- Jamen så blev jeg kendt uværdigt til at sidde i Folketinget. Det er jo ikke en overraskelse.

- Det sagt, så vil jeg hellere stemmes ud af mine kolleger er i Folketinget, fordi jeg har forsøgt at beskytte nogle piger, end jeg ville stemmes ud af folket, fordi jeg lod stå til, sagde hun.

Der er blevet spekuleret voldsomt i Inger Støjbergs politiske fremtid. Ikke mindst, om hun vil melde sig ind i Dansk Folkeparti, der meget konsistent og meget længe har understreget, hvor velkommen hun vil være.

Det sagde Inger Støjberg dog ikke noget om. Men takkede blandt andre Dansk Folkeparti for støtten.

- Det ligger mig meget på sinde at sige tusind tak til de tusindvis af danskere, der har støttet mig. Mange har kæmpet skulder ved skulder med mig.

- Det er der også her i Folketinget, hvor både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og flere af mine tidligere kolleger i Venstre har gjort det samme, siger Inger Støjberg.

Afslutningsvis fortalte hun, hvor meget hun har nydt sit arbejde som Folkevalgt.

- Jeg har været glad hver dag, jeg er gået op af den store trappe her til Folketinget. Det har været en ære at tjene landet, en ære at være minister og jeg elskede hver dag som minister, sagde hun.

OVERBLIK: Partiernes argumenter for at erklære Støjberg uværdig

I sidste uge blev den tidligere Venstre-minister Inger Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel for forsætligt at have brudt ministeransvarsloven.

Tirsdag vil et meget stort flertal stemme for, at hun bliver erklæret uværdig til at sidde i Folketinget.

Kun Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ønsker ikke af at stemme for.

Her er partiernes politiske bemærkninger til det beslutningsforslag, som vil sende Inger Støjberg ud af Folketinget:

* Venstre og De Konservative:

Medlemmerne af Venstre og De Konservative vil stemme for. Det er partiernes opfattelse, at uanset hvilken partifarve man har, og hvad man mener politisk, skal lovgivningen overholdes.

Partierne mener, at det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem at have fået en ubetinget fængselsdom.

Begge partier er til gengæld enige om, at Inger Støjberg kan stille op til Folketinget og genindtræde, når hun har afsonet sin dom.

Socialdemokratiet:

Socialdemokratiet stemmer for at sende Inger Støjberg ud af Folketinget og lægger vægt på, at Rigsretten har afsagt en meget klar dom, hvor 25 ud af 26 dommere var enige.

Det er partiets opfattelse, at Inger Støjberg har tilsidesat de krav, man kan stille til et folketingsmedlem.

Samtidig henviser Socialdemokratiet til, at kommunal- og regionsrådspolitikere mister deres valgbarhed, hvis de får en ubetinget fængselsstraf.

Dansk Folkeparti:

DF mener, at Inger Støjberg stadig er værdig til at blive siddende i Folketinget.

Partiet pointerer, at den tidligere udlændinge- og integrationsminister handlede efter 'et klart og tydeligt' politisk ønske fra et stort flertal i Folketinget, da hun besluttede at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig.

SF:

SF mener ikke, at Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget, fordi hun har fået en 'relativt hård dom'.

Partiet nævner ligesom Socialdemokratiet, at kommunalpolitikere og regionsrådsmedlemmer mister deres valgbarhed, hvis de idømmes fængselsstraf.

Desuden skriver SF i bemærkningerne, at sagen muligvis ville kunne være endt anderledes, hvis Inger Støjberg ikke havde overhørt advarsler. Eller hvis sagen var blevet undersøgt tidligere.

De Radikale:

Partiet mener helt grundlæggende, at folketingsmedlemmer, der bliver dømt ved Rigsretten, ikke kan anses som værdige til at sidde i Folketinget.

Samtidig mener De Radikale, at en fængselsstraf som udgangspunkt altid skal føre til, at vedkommende mister sin værdighed.

Enhedslisten:

EL mener, at Inger Støjberg er uværdig, fordi hun som minister har handlet ulovligt, og fordi partiet mener, at hun har handlet uværdigt efter sin dom.

Desuden lægger Enhedslisten vægt på, at adskillelsen har haft psykiske konsekvenser for de adskilte par.

Nye Borgerlige:

Nye Borgerlige mener principielt, at spørgsmålet, om hvorvidt et medlem er uværdigt, først og fremmest er op til vælgerne. Partiet kommer ikke til at stemme for indstillingen.

* Frie Grønne:

Frie Grønne mener, at Inger Støjberg skal miste sit mandat, blandt andet fordi hendes lovbrud fik store konsekvenser for nogle af de par, som blev adskilt, og som var i en sårbar situation.

Kilder: Beslutningsforslag B 60.

FAKTA: Støjberg kan miste sin løn og må pakke sit kontor ned

Inger Støjberg, den tidligere Venstre-politiker, der i dag er løsgænger i Folketinget, står til at miste sin plads i Folketinget, når et flertal omkring tirsdag klokken 13.00 efter alt at dømme erklærer hende uværdig.

Det sker, efter at hun i sidste uge fik 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten for forsætligt at have brudt ministeransvarsloven.

Læs her, hvad det konkret betyder for Inger Støjberg, når hendes kolleger på Christiansborg har afgivet deres stemmer:

* Så snart et medlem er kendt uværdigt, er vedkommende udelukket fra at deltage i parlamentarisk arbejde. Man kan heller ikke stemme ved næste punkt.

* Inger Støjberg har kontor i Proviantgården på Christiansborg. Det skal ryddes, og udstyr skal leveres tilbage.

Folketinget har dog ifølge pressetjenesten ingen skrappe tidskrav. Så Støjberg vil ikke blive smidt ud tirsdag, og kontoret skal ikke være ryddet lige med det samme.

* Når Inger Støjberg med stor sandsynlighed mister sin valgbarhed, vil hun også miste sin løn. Vederlag og omkostningstillæg bortfalder fra den 1. i måneden efter Folketingets beslutning.

Ifølge Politiken har Inger Støjberg hidtil modtaget et vederlag på 58.672 kroner om måneden plus et skattefrit tillæg på 5.361 kroner. Vederlaget for december er allerede blevet udbetalt. Det vil altså sige, at hun fra nytår risikerer at stå uden indtægt.

* Der vil ikke være mulighed for at få eftervederlag, fordi hendes mandat ikke ophører i forbindelse med et valg eller sygdom. Inger Støjberg har været medlem af Folketinget i 20 år - siden 2001 - og derfor var hun oprindeligt berettiget til 24 måneders fuld løn.

* Inger Støjbergs fyring fra Folketinget kan også få betydning for, hvordan hun kan afsone sin straf på 60 dages fængsel. Udgangspunktet er, at hun enten skal i kvindefængslet i Jyderup eller afsone med fodlænke derhjemme, har Kriminalforsorgen oplyst til Jyllands-Posten.

* Kriminalforsorgen kræver almindeligvis, at afsoning i fodlænke kun kan ske, hvis vedkommende er under uddannelse eller har et job på minimum 20 timer om ugen.

Det betyder altså umiddelbart, at Inger Støjberg skal finde sig et job, hvis hun ønsker at afsone med fodlænke.

Kriminalforsorgen har oplyst til Politiken, at der 'overordnet set' ikke kan dispenseres for reglerne.

* Selv om Inger Støjberg formentligt bliver sendt ud af Folketinget tirsdag, behøver det ikke være for altid. Inger Støjberg kan stille op igen ved næste valg, og hun kan også blive valgt igen.

Kilder: Ritzau, Politiken, Jyllands-Posten.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

En fuldtonet skandale