Støjberg til EU: Vi har ingen plan om at udfase grænsekontrol

Vi har grænsekontrol, så længe det er nødvendigt, lyder Støjbergs svar til EU-Kommissionens krav om udfasning.

Danmark skal i løbet af de kommende seks måneder ophæve den midlertidige grænsekontrol. Sådan lyder budskabet tirsdag fra EU-Kommissionen til den danske regering.

Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ser ikke for sig, at grænsekontrollen bliver ophævet lige foreløbig.

- For det første glæder jeg mig over, at vi kan forlænge grænsekontrollen i et halvt år. Og så er det ganske enkelt for tidligt at sige, hvordan tingene ser ud, når vi når derhen, siger hun.

Spørgsmål: Så det gør overhovedet ikke noget indtryk, at kommissionen anbefaler Danmark og fire andre lande at udfase grænsekontrollen?

- Altså, jeg må sige, at for mig vægter sikkerheden meget, meget højt. Og det samme gør muligheden for at begrænse antallet af asylansøgere til Danmark, siger Støjberg.

Spørgsmål: Så kommissionens anbefaling gør ingen forskel?

- Det er klart, at jeg lytter til kommissionen. Men i første omgang er det sådan, at vi kan forlænge grænsekontrollen i et halvt år – og det gør vi jo så.

- Så må vi se til den tid. Vi kan jo ikke ophæve grænsekontrollen, hvis det fortsat er nødvendigt med grænsekontrol.

Danmarks midlertidige grænsekontrol mod Tyskland blev indført 4. januar 2016. Siden er den blevet forlænget flere gange.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere