Stor sejr - og nederlag - til Boris Johnson

Flertal i parlamentet støtter Johnsons brexitaftale. Men flertal er imod hans tidsplan

Hvordan påvirkes dansk erhvervsliv af et henholdsvis deal- eller no deal-brexit? Ekstra Bladets James Kristoffer Miles gør os klogere.

Den britiske premierminister Boris Johnson har vundet den første store sejr i parlamentet siden han blev premierminister.

Således har et flertal på 329 mod 299 støttet den brexitaftale, han i sidste uge lavede med EU.

Premierministeren har dermed fået det største gennembrud for brexit, siden de britiske vælgere i juni 2016 ved en folkeafstemning med et lille flertal sagde ja til at forlade EU.

Tidsplan nedstemt
Men alt er ikke lutter lagkage for Johnson.

Således har parlamentet efterfølgende stemt imod hans tidsplan for eksekveringen af brexit gennem lovgivningen. 322 har her stemt imod, mens 308 har stemt for.

Det er derfor uvist, hvad det næste skridt bliver for Boris Johnson. Foreløbig har han sat lovforslaget 'på pause', mens han tager stilling til, hvad der skal ske.

Han har selv udtrykkeligt givet udtryk for, at han vil have, at Storbritannien skal ud af EU 31. oktober. Men det kan måske være nødvendigt at bede EU om en udsættelse for at få det rette lovarbejde på plads, inden landet forlader unionen.

Oppositionen opfordrer i parlamentet Boris Johnson til at afsætte mere tid til at få diskuteret forslaget og lovgivningen ordentligt igennem, og at han altså dermed beder om udsættelse af brexit.

Skuffet og taknemmelig
Johnson selv siger dog, at han er 'skuffet' over parlamentets beslutning, og at regeringen ikke har anden udvej end at arbejde videre med at forberede sig på et no deal-brexit med henvisning til, at han ikke ved, hvordan EU vil tage parlamentets beslutning. Han udtrykker dog glæde og taknemmelighed over, at parlamentet endelig har stemt for en aftale.

Boris Johnsons sejr kom blandt andet i hus med hjælp fra 19 medlemmer af oppositionspartiet Labour, som altså gik imod partilinjen og bakkede op om aftalen. Johnson var tvunget til at få hjælp udefra, da hans egen regering er i undertal i parlamentet, blandt andet som følge af at flere har forladt hans parti, Conservative, som følge af premierministerens brexitpolitik.

Storbritannien befinder sig derfor fortsat på uvis grund, og lovgivningen er ifølge underhusets formand, John Bercow, 'i limbo', på trods af at parlamentet ellers rent faktisk for første gang har vedtaget en brexitaftale.

1 af 2 Foto: UK Parliament/Jessica Taylor/Handout via Reuters/Ritzau Scanpix
2 af 2 Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
462 kommentarer
Vis kommentarer