Store problemer med nye kampfly

618 boliger, 15 gange så mange som i dag, rammes af støj fra de nye F-35-kampfly, siger Forsvarsministeriet

F-35-kamply på landingsbanen. Foto: Ritzau Scanpix
F-35-kamply på landingsbanen. Foto: Ritzau Scanpix

Når de nye F-35-kampfly går på vingerne, vil langt flere naboer end i dag blive generet af støj.

Beregninger fra Forsvarsministeriet viser, at 618 boliger i området omkring Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland vil blive udsat for flystøj, der overskrider grænseværdierne.

Se også: Nye problemer: USA indfører flyveforbud for F-35-fly

Det oplyser Forsvarsministeriet på et borgermøde i Vojens Hallerne torsdag aften.

I dag med F-16-flyene drejer det sig om 41 boliger, og dermed vil 15 gange så mange boliger blive ramt af støj.

Koncernstyringschef i Forsvarsministeriet Per Pughom Olsen siger til Ritzau, at 618 er overraskende mange.

- Vi har vidst, at F-35 ville komme til at støje mere end F-16. Men der er ingen tvivl om, at 618 boliger er et stort antal.

For 558 af de 618 boliger er overskridelsen mindre end eller lig med fem decibel. Dermed vil 60 boliger ligge over fem decibel. Og det er ifølge Per Pugholm Olsen færre end forventet.

Oprindelig skulle beregningerne have været offentliggjort sidste år, og det har frustreret mange i området, at de har skullet vente så længe i uvished.

Dermed trækker det nemlig også i langdrag med at få besked om, hvordan de berørte eventuelt vil blive kompenseret af staten.

Beregningerne er således afgørende for, hvor mange af de hårdest ramte der vil blive tilbudt at blive frikøbt af deres huse, fordi det vil være umuligt for dem at leve i flystøjen.

For andre skal beregningerne bruges til at bestemme, om deres bolig skal støjsikres.

Beboerne må dog væbne sig med tålmodighed, for først efter sommerferien vil Forsvarsministeriet fremlægge en kompensationsordning for de mest udsatte naboer, oplyser ministeriet.

De godt 16 milliarder kroner til de nye kampfly blev bevilget af Folketingets finansudvalg i 2017.

Siden har Jyllands-Posten kunnet dokumentere, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) op til bevillingen undlod at informere Folketinget om, at der var problemer med at få valideret tiltag, som skulle sikre, at flyet kunne flyve sådan, at beboerne ikke ville blive tvunget ud af deres huse på grund af støj.

Ti Tornadoer på landingsbanen efter en farvel-flyvning over Norfolk i det østlige England et par uger inden den endelige endelige pensionering. Foto: Crown Copyright 2019 Tæt på Briterne sender legendarisk kampfly på pension

Vil flytte F-35-terminal

Beboerne i Skrydstrup må regne med betydeligt mere flystøj i fremtiden, når de nye F-35-jagerfly kommer til. Men én sejr kan beboerne i den lille landsby dog hive i land uanset hvad.

Efter at de betydeligt støjgener er blevet offentlig kendt, er Forsvaret gået med til at flytte den terminal, der skal huse de mange nye F-35-kampfly. ’

Den vil dog stadig ligge inden for Flyvestationens område – dog helt ude i det sydvestlige hjørne længst væk fra beboelse.

– Det vil jeg faktisk betegne som en sejr. Her på Bjergvang bliver vi jo særligt generet af terminalstøjen, fortæller Knud Erik Jørgensen, der selv har arbejdet som flymekaniker på flyvestationen.

Den såkaldte terminalstøj kommer, når jagerflyene varmer op til afgang. Det kan tage mellem 20 minutter og en halv time. Prisen for at flytte terminalen skal bæres af Forsvaret.

310 millioner

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har oplyst, at prisen vil lande på 260 millioner kroner. Yderligere 50 millioner kroner skal bruges på blandt andet byggemodning og anlæg af veje. 

Selvom terminalen bliver flyttet, så vil flyene stadig benytte samme landingsbane med de støjgener, der hører med.

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere