Stort nederlag til Putin

Efter flere måneders store protester i Ruslands hovedstad, går regeringsparti markant tilbage ved lokalvalg

Ruslands præsident, Vladimir Putin. Foto: Ritzau Scanpix
Ruslands præsident, Vladimir Putin. Foto: Ritzau Scanpix

Kandidater, der støtter Ruslands præsident, Vladimir Putin, har lidt stor tilbagegang ved søndagens lokalvalg i Moskva.

Det oplyser de russiske nyhedsbureauer Interfax og Ria, efter at stort set alle stemmer er optalt tirsdag formiddag dansk tid.

Den russiske hovedstad har de seneste måneder været præget af store protester. Demonstranter har været utilfredse med, at oppositionskandidater ikke har fået lov til at stille op ved valget i Moskva.

Det fik forud for valget oppositionsleder Aleksej Navalnyj til at opfordre til en særlig afstemningsstrategi ved søndagens lokalvalg.

Navalnyj opfordrede således vælgere, der ville have stemt på oppositionens kandidater, til at flytte deres stemme til de kandidater, der ikke er opstillet for regeringspartiet Forenet Rusland.

Den strategi ser ud til at være lykkedes.

I hvert fald er der tilbagegang til kandidater fra partiet Forenet Rusland, der støtter den russiske præsident, Vladimir Putin.

Putin-kritikker går frem
Samtidig er der markant fremgang til uafhængige, kommunistiske og liberale kandidater, der kæmper imod Forenet Rusland.

Med 99 procent af stemmerne optalt står kandidater, der er støttet af Navalnyj, til at få 20 ud af de 45 pladser i Moskvas lovgivende forsamling, skriver nyhedsbureauet AP.

Det betyder samtidig, at Forenet Rusland - trods den store tilbagegang - har sikret sig flertal i den russiske hovedstad.

I løbet af sommeren er flere oppositionsfigurer blevet anholdt i Moskva.

Blandt dem er også oppositionsleder Navalnyj. Han blev dømt 23. juli for at bryde Ruslands love for demonstrationer. Det skete, efter at han havde opfordret folk til at gå på gaden i det centrale Moskva.

Navalnyj blev løsladt den 23. august efter en måned i fængsel.

Resultatet fra Moskva betragtes som et nederlag for præsident Putin.

Flere medier - herunder britiske The Guardian og tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung - havde på forhånd beskrevet valget som en test af hans popularitet.

51 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere