Strasbourg malker danske skatteborgere

Den franske by fyrer op under priserne, når parlamentarikerne tvinges til Strasbourg

Når EU holder møder i Strasbourg, bliver det særdeles dyrt for skatteborgerne, afslører en undersøgelse, som Ekstra Bladet har lavet. Foto: Andreas Pechar/AP
Når EU holder møder i Strasbourg, bliver det særdeles dyrt for skatteborgerne, afslører en undersøgelse, som Ekstra Bladet har lavet. Foto: Andreas Pechar/AP

Den franske by Strasbourg har i den grad luret, hvordan den skal plukke såvel danske som europæiske skatteborgere, når byen hver tredje uge lægger grund til EU’s hovedkvarter.

Efter gammel forskrift flytter hele parlamentet nemlig fra Bruxelles hver tredje uge, og det betyder, at såvel parlamentarikere som ansatte er tvunget til at booke sig ind på hotel.

Se også: Bruxelles på business class: Så dyrt er EU's rejsecirkus

Ekstra Bladet har gennemgået priserne for hotel-overnatningerne i Strasbourg i ugen før og ugen efter, at det er EU-uge, og i gennemsnit viser det sig, at hotelpriserne er 25 procent højere, når skatteborgerne sender parlamentet til Frankrig.

Gammelt problem
Wouter Wolfs, der forsker i EU-administrationen ved Leuven Universitet, er kritisk over for flytteordningen.

- Det er et gammelt problem. Det er en kendt problemstilling, at priserne i Strasbourg er højere, når Europa-Parlamentet har sine sessioner. Såvel parlamentarikerne som deres medhjælpere får tilskud, så det er ikke et problem for dem, siger han.

Se også: Stjernepolitikernes luksusliv: Togbillet til 35.488 kroner

Daniel Freund, der er ansvarlig for EU-integritet i Transparency International, mener, at parlamentet bør overveje at have hovedsæde ét sted i stedet for flere steder:

- Hotellerne kan gøre, hvad de vil, fordi parlamentarikerne og deres assistenter skal have et sted at sove. Men det er måske endnu en grund til, at parlamentet bør droppe at flytte frem og tilbage, siger han.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Håbløst
Rina Ronja Kari, der er parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, er forarget:

- Jeg er overhovedet ikke overrasket. Grundlæggende må man sige, at det er en meget lille by at komme til, og der er et begrænset udvalg af hoteller. Vi kommer så mange mennesker, at de kan sætte priserne, som de lyster. Det illustrerer meget præcist, hvor håbløst det er, at vi har to hjemmebaser, siger hun.

Se også: Har limousiner i døgndrift: Sovset ind i luksus

Hun mener, at Strasbourg bør droppes.

- Det understreger pointen om, at vi skal ændre systemet, så vi kun er i Bruxelles, siger hun.

Sådan har vi gjort

Ekstra Bladet har hentet priser fra samtlige hoteller, som ifølge hotels.com har ledige værelser i de sidste seks mødeuger i 2018, hvor EU-politikerne er i Strasbourg.

Søgningen er lavet for både de uger, hvor politikerne har møder i byen, men også for ugen før og efter EU-møderne. Der skal derfor være ledige værelser på et hotel i alle tre uger, for at hotellet kommer med i vores datasæt.

Der er søgt efter prisen for et værelse til en enkelt person, der overnatter fra mandag til torsdag.

Data afslører, at værelserne i gennemsnit koster 25 procent mere i de uger, hvor EU holder møder i Strasbourg.

I nogle tilfælde tager hotellerne flere hundrede procent mere for værelser i uger med politikere i byen.

De seks perioder, vi har undersøgt, er uge 26/27/28, uge 36/37/38, uge 39/40/41, uge 42/43/44, uge 45/46/47 og uge 49/50/51. Data er hentet på hotels.com i uge 25.

124 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere