Sudans tidligere præsident kendt skyldig i korruption

Omar al-Bashir idømmes en straf på to år i rehabiliteringscenter for korruption og besiddelse af store summer

En domstol i Sudan har lørdag kendt landets tidligere præsident Omar al-Bashir skyldig i korruption.

Han skal tilbringe de næste to år i et rehabiliteringscenter.

Den 75-årige Bashir kendes også skyldig i at have været i besiddelse af store pengebeløb i udenlandsk valuta.

Ekspræsidenten har under retssagen indrømmet at have modtaget 25 millioner dollar fra Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman. Men alligevel erklærede han sig ikke skyldig i anklagerne, skriver nyhedsbureauet dpa.

Militæret afsatte Bashir i april, efter at der gennem flere måneder havde været store demonstrationer mod ham.

Han var ved magten i Sudan i 30 år.

Han tilbageholdes i det berygtede Kobar-fængsel i sit hjemland. Det er det samme fængsel, som han sendte mange af sine politiske modstandere til under sit mangeårige styre.

Omar al-Bashir er også eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkedrab begået i Darfur-provinsen. Det er endnu uklart, om han vil blive udleveret til ICC.

2 kommentarer
Vis kommentarer