Svensk udenrigsminister mistænkt for korruption

Margot Wallström undersøges efter oplysninger om, at hun har taget imod bestikkelse

 

Sveriges udenrigsminister Margot Wallström undersøges for korruption. (Foto: AP)
Sveriges udenrigsminister Margot Wallström undersøges for korruption. (Foto: AP)

Svensk politi har indledt en efterforskning af udenrigsminister Margot Wallström for korruption.

Det skriver flere svenske medier.

Ministeren er mistænkt for at have taget imod bestikkelse fra fagforeningen Kommunal.

Som det den seneste tid har været omtalt i svenske medier er der angiveligt tale om en lejekontrakt på en lejlighed i det centrale Stockholm.

Det har fået den nationale enhed mod korruption til at indlede en forundersøgelse af ministeren og forholdet til Kommunal.

- Det er de oplysninger, der er kommet frem i medierne i de seneste dage, som jeg har noteret mig, og tilsammen har fået mig til at indse, at jeg er nødt til at iværksætte en undersøgelse, siger chefanklager Alf Johansson ifølge Expressen kort efter at anklagemyndigheden udsendte en pressemeddelelse om forundersøgelsen af Margot Wallström.

Ministeren har angiveligt på grund af sin position som udenrigsminister fået stillet en lejlighed i det centrale Stockholm til rådighed.

- Det begynder i dag (forundersøgelsen, red.). Jeg vil ikke gå ind i de efterforskningsmæssige skridt, jeg kommer til at tage, men der er en række oplagte initiativer i en forundersøgelse, siger Alf Johansson til Expressen.

Mandag gav udenrigsministeren udtryk for, at hun ikke var det mindste urolig:

- Værsågod at undersøge. Jeg ved præcis, hvad jeg har sagt og gjort, sagde hun til Expressen.

Hun understregede desuden, at hun havde sikret sig, at hun ikke kom foran i fagforbundets interne kø til en lejlighed.

53 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere