Sveriges Miljöparti vælger ny leder ved skæbnekongres

Det grønne, svenske oppositionsparti har lidt under at blive inddraget i en socialdemokratisk ledet regering

I Sverige har det unge svenske regeringsparti, Miljöpartiet (MP), indledt et skæbnelandsmøde i Karlstad, efter at partiet er blevet kastet ud i krise med en kæmpemæssig kløft mellem partiledelse og vælgere.

Politiske iagttagere siger, at landsmødet får afgørende betydning for partiets fremtid, da det har mistet opbakning i sjældent set omfang i de 18 måneder, hvor det har været med i koalitionsregeringen i Stockholm under ledelse af socialdemokraterne.

Det er ikke længere usandsynligt, at partiet kan falde for spærregrænserne ved næste valg. Ligesom SF i Danmark har det grønne, svenske oppositionsparti lidt under at blive inddraget i en socialdemokratisk ledet regering.

Iagttagere siger, at partiet ventes at vælge bistandsminister Isabella Lövin til ny kvindelig leder i stedet for den udskældte Åsa Romson.

Men der er også blevet rettet meget kritik mod Gustav Fridolin, der ventes at blive valgt som ny mandlig partileder på "skæbnekongressen."

Isabella Lövin måtte fredag svare på kritik fra grupper, som kalder hende en relativt uerfaren politiker. Lövin gik ind i politik som 46-årig.

Krisen i partiet skyldes ikke mindst, at stærke kræfter blandt medlemmerne ønsker at gennemføre flygtningeamnesti, særligt for asylansøgere uden papirer. Men det siger partitoppen nej til.

Flere riksdagsmedlemmer kræver også, at regeringen indfører et særligt fredsministerium.

Det er særligt Åsa Romson, der har haft problemer, efter at Miljöpartiet blev regeringsparti i 2014.

Statsminister Stefan Löfven gjorde det efter Romsons tilbagetræden klart, at der kommer en regeringsrokade efter Miljöpartiets landsmøde. I øvrigt ønskede Löfven ikke at kommentere turbulensen i koalitionspartiet.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere