Musikken kunne ikke have været dårligere timet. Mens ‘Boys Are Back in Town’ bragede ud gennem højtalerne i kongrescenteret i Atlanta, kunne de amerikanske medier breake nyheden om, at Herschel Walker havde tabt.
Et suk gik gennem lokalet til Walkers sejrsfest efterfulgt af et ‘fuck this shit (fuck det her lort, red.)’ fra en mand iført cowboyhat, der tog hele sin familie under armen og forlod stedet i en fart
Fire ældre kvinder, der havde sat sig til rette helt foran podiet, hvor Walker forventedes at holde sejrstale, rejste sig og gik.
Og et lille barn kiggede på sin mor og sagde ‘kan vi gå nu?'
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Du er en vinder'
Der gik ikke længe, fra valgresultatet blev annonceret, til at alle så småt begyndte at stimle sammen foran den opsatte scene.
Op trådte aftenens hovedperson, Herschel Walker, der formentlig havde håbet på, at det var en noget anden tale, han skulle op at give til sine fremmødte støtter.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Stemningen er god i den republikanske lejr inden midtvejsvalget afgøres 6. december
- Det mest spændende, jeg nogensinde har gjort, er at stille op til Senatet og møde jer alle, lød det fra republikaneren.
- Gud er stor.
- AMEN!, råbte en tilskuer fra gulvet foran scenen.
- Jeg vil aldrig stoppe med at kæmpe for jer og for vores Georgia, fortsatte republikaneren,
Og så blev han igen afbrudt af en mand i folkemængden, der var samlet foran den slagne mand:
- DU ER EN VINDER!
Flere i den store flok brød ud i gråd, og så rundede Herschel Walker sin tale af med et 'in God we trust' (vi sætter vores lid til Gud, red.).
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Det har jeg aldrig hørt om'
Blandt de fremmødte støtter er 19-årige Bailey Lane, der har stemt på republikaneren på grund af hans tro.
- Alt for mange i dag tænker på dem selv. Vi har brug for folk, der tænker på deres næste, deres nabo, ven, de hjemløse, og vi har brug for at elske og beskytte de børn, der endnu ikke er født, siger hun.
- Herschel Walker er en god kristen, der gør, hvad han lover.
- Der har været anklager fra hans egen familie om hustruvold, og at han skal have tvunget ekskærester til at få abort. Er det en god kristen?
- De anklager har jeg aldrig hørt om, lyder svaret fra den 19-årige pige.