Taler for første gang: - I har reddet mit liv

Den britiske premierminister er blevet udskrevet fra hospitalet og taler nu om forløbet i en video

Hør hele Boris Johnsons besked til nationen, efter han har været indlagt. Video: Downing Street 10

- Jeg har i dag forladt hospitalet efter en uge, hvor NHS (det britiske sundhedssystem, red.) har reddet mit liv, uden tvivl.

Sådan indleder den britiske premierminister, Boris Johnson, en video, der søndag eftermiddag er lagt på hans officielle Twitter-konto.

Videoen kommer i kølvandet på, at premierministeren har været indlagt på hospitalet, efter han blev smittet med coronavirus. Undervejs har han været indlagt på intensivafdeling, hvor han har modtaget ilt - dog uden at have været lagt i respirater.

Søndag kunne briterne så ånde lettet op med nyheden om, at den 55-årige premierminister var blevet udskrevet igen, og nu taler han altså for første gang direkte til befolkningen.

- Det er svært at finde ord til at udtrykke min gæld, lyder det fra Boris Johnson om den behandling, han har modtaget på hospitalet.

Han sender her en særlig tak til flere læger og sygeplejersker, som han nævner fornavnet på, men særligt to sygeplejersker - Jenny fra New Zealand og Luis fra Portugal - får varme ord med på vejen fra Johnson.

- De stod ved min min sengs side i 48 timer, da det kunne være gået begge veje, siger Boris Johnson.

Han fortæller, at årsagen til, at hans krop i sidste ende fik nok ilt, var at de holdt øje hvert sekund i løbet af natten og lavede de indgreb, der var nødvendige.

Takker befolkningen
Ud over at sende en tak til sundhedsvæsnet, takker han desuden den britiske befolkning for at holde sig inden døre og overholde udgangsforbuddet, på trods af, at det gode vejr kalder på, at man bevæger sig ud.

- Jeg mener, at jeres indsats er umagen værd, og det har en værdi på daglig basis, lyder det fra premierministeren.

Han understreger igen vigtigheden af, at briterne overholder restriktionerne, så sundhedsvæsnet (NHS) ikke bukker under.

- Jeg har selvfølgelig i de seneste syv dage set, hvilket pres, NHS er underlagt.

Alligevel er Boris Johnson optimistisk i forhold til Stobritanniens evne til at klare slaget mod covid-19.

- Jeg ved, at landet over, hvert sekund, 24 timer i døgnet, er der hundredetusindvis af ansatte i sundhedsvæsnet, der arbejder med samme omsorg, omtanke og præcision som Jenny og Luis. Derfor vil vi slå denne coronavirus og slå den sammen.

- Vores sundhedsvæsen er dette lands bankende hjerte. Det er uovervindeligt, siger Boris Johnson.

Selvom Boris Johnson er blevet udskrevet fra hospitalet, vil han - efter lægernes anbefaling - ikke vende tilbage til arbejdet med det samme, lyder det fra Downing Street 10. Under Johnsons indlæggelse har udenrigsminister Dominic Raab taget sig af premierministerens opgaver.

Flere end 10.000 personer, der var smittet med covid-19, meldes omkommet i Storbritannien siden virussens udbrud i landet. Søndag meldes 737 omkommet det seneste døgn.

Boris Johnson har tidligere fået kritik for en for let tilgang til bekæmpelsen af virussen - noget han siden ændrede på, da landet indførte et hårdt udgangsforbud for at bremse smitten.

1 af 2 Foto: Pippa Fowles/10 Downing Street/AFP/Ritzau Scanpix
2 af 2 Foto: Pippa Fowles/10 Downing Street/AFP/Ritzau Scanpix
190 kommentarer
Vis kommentarer