Donald Trumps hold af ministre og rådgivere, som skal styre USA de næste fire år, er ved at tage form.
Senest kom James Mattis - kendt som 'Mad dog' - med på holdet som landets kommende forsvarsminister.
Ligesom Donald Trump på ingen måde mangler penge på kontoen, så er flere af de udvalgte mangemillionærer, hvilket faktisk gør den kommende administration til den rigeste i amerikansk historie.
Det har afstedkommet en del kritik fra demokraterne.
- Dette er ikke den type af forandring, som Donald Trump lovede at tage med til Washington - dette er hykleri af værste skuffe, siger senator Elisabeth Warren og Bernie Sanders i en fælles udtalelse ifølge New York Times.
Mens mange af de udvalgte stadig mangler den formelle godkendelse af senatet, så er Trumps hold af rådgivere fuldstændig på plads.
Store ministerposter som eksempelvis udenrigsposten mangler stadig at blive offentliggjort af Trump, men ifølge flere amerikanske medier, så er den tidligere præsidentkandidat Mitt Romney - skønt hans tidligere fejder med Trump - udpeget som favorit. De to mødtes i øvrigt for nylig i fuld offentlighed på den tre-stjernede Michelin-restaurant Jean Gorges på Manhattan.
Derudover bliver Sarah Palin også meldt på banen af medierne som minister med ansvar for krigsveteraner. Hun blev i særdeleshed kendt, da hun var John McCains vicepræsidentkandidat i 2008.
Kilder: Ritzau, Presidential Transition Team, The Wall Street Journal, The Washington Post og The New York Times.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.