Tesfaye-møde om udrejsecenter ender uden ny placering

Flertal i Folketinget er utilfreds med udrejsecenter på Langeland, men er ikke blevet klogere på alternativer

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har tirsdag afholdt et møde med Folketingets partier. Her har et flertal i Folketinget tilkendegivet, at den mener, at regeringens idé om at placere et udrejsecenter på Langeland, er utilfredsstillende. En del af det flertal er SF's udlændinge- og integrationsordfører Carl Valentin (billedet). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har tirsdag afholdt et møde med Folketingets partier. Her har et flertal i Folketinget tilkendegivet, at den mener, at regeringens idé om at placere et udrejsecenter på Langeland, er utilfredsstillende. En del af det flertal er SF's udlændinge- og integrationsordfører Carl Valentin (billedet). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget har tirsdag på et møde meddelt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at det ikke ønsker at placere et udrejsecenter på Langeland.

Det har ministeren noteret sig. Mødet er derefter endt uden videre afklaring om, hvad der skal ske nu.

Det fortæller SF's udlændinge- og integrationsordfører, Carl Valentin, efter mødet.

- Et flertal sagde klart til ministeren, at vi ikke ønsker et udrejsecenter på Langeland. Men ministeren gav ikke nogen klar besked om, hvad han har tænkt sig at gøre, siger Carl Valentin.

- Han vil tygge lidt på det og vende det med resten af regeringen.

Regeringen fremlagde onsdag i sidste uge, at den agter at placere et udrejsecenter i det tidligere asylcenter Holmegaard på Langeland. Det kan regeringen egentlig som udgangspunkt afgøre selv uden at sikre sig et flertal i Folketinget.

Ikke desto mindre har både oppositionen men også regeringens støtteparti SF givet udtryk for, at placeringen ifølge dem er utilfredsstillende.

Det fik Mattias Tesfaye til på et borgermøde på Langeland at invitere Folketingets partier til møde om placeringen tirsdag.

Det er det møde tirsdag aften, hvor partierne har kunne aflevere deres tanker om, hvor et udrejsecenter bør og ikke bør ligge.

Hvorvidt regeringen vil følge flertallet i Folketinget, og i så fald hvad der skal ske nu, blev altså ikke klart på mødet ifølge de forskellige partiers deltagere.

Men fra det flertal, der er imod placeringen på Langeland, efterlyses der klarhed snarest muligt.

- Fra SF's side synes vi, at det er på tide, at der kommer klarhed. Særligt overfor langelænderne, i forhold til at der ikke skal etableres et udrejsecenter på Langeland, siger Carl Valentin.

Både repræsentanterne fra Venstre og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er efter mødet utilfredse med, at regeringen ikke har kunne præsentere en placering for udrejsecenteret.

- Da vi spurgte, hvornår kan der komme en afklaring, så svarede han, at vi måtte vente at se, for han skulle snakke med nogle andre. Det er jo absurd-teater det her, siger Kristian Thulesen Dahl.

Oppositionen har præsenteret sine planer fra seneste regeringsperiode om et center på øen Lindholm i Stege Bugt som sit alternativ til et udrejsecenter på Langeland.

Den idé er SF dog også imod. Partier vil gerne have regeringen til at præsentere en liste mulige alternative placeringer.