Tesfaye skrotter kontrakt: Nu skal afviste asylansøgere 'mandsopdækkes'

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye opsiger kontrakt med Dansk Flygtningehjælp om hjemrejserådgivning og giver i stedet opgaven til den nyoprettede Hjemrejsestyrelse. Dansk Flygtningehjælp er bekymrede

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hidtil har det været Dansk Flygtningehjælp, der har varetaget opgaven med at rådgive afviste asylansøgere om hjemrejse og derigennem sikre, at de rejser hjem.

Den kontrakt har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye nu opsagt. Opgaven vil i stedet fremover ligge hos den nyoprettede Hjemrejsestyrelse.

Det sker i et ønske om, at rådgivningen skal sættes ind oftere og tidligere, skriver Udlændinge- og integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Afviste asylansøgere skal 'mandsopdækkes'
Desuden har opgaven været 'malplaceret' hos Dansk Flygtningehjælp, lyder det fra Mattias Tesfaye.

- Dansk Flygtningehjælp er fremragende til at hjælpe flygtninge. Men de afviste asylansøgere er netop ikke flygtninge. Derfor er opgaven malplaceret hos dem, og derfor opsiger vi nu kontrakten. I dag bliver afviste asylansøgere overladt for meget til sig selv. Det duer ikke. Fremover vil de blive mandsopdækket af Hjemrejsestyrelsen, fra de får afslag, og lige indtil de træder ud i lufthavnen og ind i et fly på vej hjem, siger ministeren.

'Vi er bekymrede'
Hos Dansk Flygtningehjælp er de bekymrede over ministerens beslutning.

'Da vi overtog opgaven fra politiet i 2012, var det netop, fordi man vurderede, at det var bedst, hvis denne opgave ikke lå hos myndighederne. Vi håber derfor, at man også fremadrettet vil sikre, at der er adgang til uvildig rådgivning – uanset om det er hos os eller en anden uafhængig organisation,' lyder det i et skriftligt svar til Ekstra Bladet fra Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.

Hun forklarer, at mange afviste asylansøgere kommer fra lande, hvor de har en oplevelse af, at myndighederne ikke er på deres side.

'Det vil altså sige, at alene det, at det en myndighedsperson, der skal rådgive dem, kan være en faktor for, hvordan rådgivningen bliver opfattet. Det handler ikke om kvaliteten af rådgivningen hos myndighederne – det handler om, hvordan de afviste asylansøgere er vant til at betragte myndigheder,' siger Charlotte Slente.

Der er i dag 1.100 afviste asylansøgere, der opholder sig ulovligt i Danmark.