Theresa May i store Brexit-problemer: Har lavet for mange aftaler

Theresa May har lavet aftaler med både Irland og Nordirland, nu er det gået i hårdknude

Trump roste Theresa May for Brexit, da hun besøgte Det Hvide Hus (Video: AP)

Storbritanniens premierminister, Theresa May, har lavet alt for mange aftaler, og nu er de svære at holde.

Lige nu sidder hun sammen med sit ministerhold og sveder formentlig over udsigten til to aftaler, som på vigtige punkter er modstridende.

På den ene side har hun lovet Irland, at grænsen mellem dem og Nordirland forbliver uændret. Det betyder, at man ikke skal vise pas, og at varer kan komme over grænsen uden at skulle igennem tolden.

Men på den anden side, har hun lovet Nordirland det samme i forhold til resten af Storbritannien. Og det er et problem.

For hvis begge aftaler skal holdes, vil man kunne sende varer uden om tolden i Storbritannien ved at sende dem igennem Irland og derefter Nordirland.

Det skaber naturligvis problemer for May. Derfor er det ifølge professor i EU og Brexit på Københavns Universitet Henrik Larsen umuligt at sige, hvornår hun kommer ud med en plan, selvom en løsning forventes at komme i slutningen af denne uge.

- Om det bliver i dag, i morgen, eller om lang tid, ved jeg ikke. Jeg kan bare sige, at her er en vanskelig nød at knække, siger han til Ekstra Bladet.

Fakta - Brexit

- Storbritannien stemte sig ud af EU 23. juni 2016 med 51.9% for og 48.1% imod.

- 71.8% af befolkningen stemte ved folkeafstemningen, hvilket svarer til lidt over 30 millioner mennesker.

- Storbritannien skal efter planen forlade EU 29. marts 2019 klokken 11 lokal tid.

- Spørgsmålet om Nordirlands grænse er et ud af tre centrale 'skilsmisse problemer.' De to andre er, hvor meget Storbritannien skylder EU, og hvad der sker med engelske borgere, der bor i EU og vice versa.

- Nordirland og Skotland stemte begge for at blive i EU, men sammenlagt med resten af Storbritanniens stemmer vandt 'leave-siden'

Det er da indlysende
Der er dog én løsning, som vil kunne få alle problemerne til at forsvinde. Men det ville svare til at blæse og have mel i munden på samme tid, fortæller Henrik Larsen.

- Det indlysende ville være, at gøre Nordirlands grænse til noget særligt, men det må man ikke. Det er fordi det nordirlandske parti, der er støtteparti for Theresa Mays regering, ikke vil have regler, som sætter deres land i en anden situation end resten af den britiske union, siger EU-professoren.

Men hvorfor laver man så to aftaler, som modarbejder hinanden? Ifølge Henrik Larsen er det et ønske om at kunne det hele selv.

- Ideen er, at man vil væk fra EU's 'tyranni' og 'klamme hånd' og lave sine egne aftaler på bedre vilkår. Så man har sagt ja til nogle aftaler på overordnet plan, som på nogle punkter er modstridende. Derfor skal man nu sætte sig ned og helt konkret finde ud af, hvordan man får det til at passe sammen, siger han.

Hårdt brud
I weekenden kom May med en udmelding om at forlade både toldunionen og det indre marked. Det betegner flere eksperter som et 'hårdt' brud med EU, fordi det vil betyde, at Storbritannien forkaster det indre marked og melder sig ud af toldunionen fra dag et efter Brexit.

I modsætning til et blødt brud der ville være, at Storbritannien i en periode efter Brexit bruger de samme regler som EU for at holde deres handel med omverdenen stabil. Henrik Larsen mener, at det handler om at sætte dagsordenen.

- Man prøver at sælge en løsning, man selv har lavet. Et helt friskt og exceptionelt forhold, hvor man selv er i offensiv og kommer med et forslag, siger EU-professoren.

Udmeldingen om det hårde brud fra toldunionen og det indre marked kommer ifølge et seniormedlem i May's regering, for at rette op på den offentlige opfattelse af regeringen som 'krøbet sammen og defensiv,' skriver Bloomberg.

Ifølge Henrik Larsen er begge aftaler ikke nogle, man kan løbe fra. Begge ting står skrevet i sten, og nu skal man finde en løsning på det noget nær umulige.

Interaktivt element

Alle de mange Brexit-møder holder samtidig Mays ministre væk fra deres egentlige arbejde. BBC skriver, at embedsmænd har været nødt til at overtage arbejdsopgaver på grund af de mange møder. Ministeren for Nordirland har misset flere aftaler på grund af mødet i dag.

Udover at Brexit forhandlingerne tager tid fra at lede regeringen, er der et ekstra tidspres. Storbritannien har indtil 29. maj 2019 klokken 11, hvor de forlader EU til at få alle aftaler på plads. Aftalen mellem Irland, Nordirland og Storbritannien er kun en ud af tre store 'skilsmisse-spørgsmål,' der skal løses.

Vil du have Danmark skal forlade EU?

Se resultat

Vil du have Danmark skal forlade EU?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.

Se også: Briter går til domstol for at beskytte deres rettigheder i EU

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen