Thorning efter topmøde: Bevisbyrden ligger hos Rusland

Det er den konkrete handling, der tæller, siger statsministeren om våbenhvile i Ukraine. Russerne skal levere

EU's stats- og regeringschefer står samlet i deres kurs over for Rusland, efter at Tysklands og Frankrigs ledere har fået forhandlet en køreplan for fred i det østlige Ukraine på plads med den russiske og den ukrainske præsident.

Det fortæller statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved afslutningen af torsdagens EU-topmøde, hvor den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, har gjort rede for, hvad de nåede frem til i Minsk:

- Generelt er der meget stor opbakning til det arbejde, som vores kolleger har gjort. De har gjort, hvad de kunne for at finde en løsning.

- Der skal ikke herske tvivl om, at den nye aftale har skabt håb om, at der kan ske en forbedring af situationen, siger Thorning, nu da de 28 EU-ledere har afsluttet deres uformelle topmøde efter seks timers samtaler.

- Men en køreplan er ikke nok i sig selv. Ord skal omsættes til konkret handling. I lokalet er der naturligvis en bitter erfaring, der gør, at man ikke tør tro på det, før at man ser noget konkret. Der er ingen tvivl om, at bevisbyrden for det ligger hos Rusland.

Derfor er stats- og regeringscheferne spændt på at se, om den våbenhvile, der skal træde i kraft ved midnat natten til søndag, også kommer til at virke.

- De sanktioner, der sættes i værk på mandag, står ved magt, siger statsministeren om den nye sanktionsrunde, som EU's udenrigsministre vedtog tidligere på ugen.

Hun forklarer, at sanktionerne er et svar på de nylige separatistangreb i den østukrainske havneby Marjupol. På den anden side er EU også klar til at løsne på sanktionsskruen, hvis der sker betydelige fremskridt i det østlige Ukraine.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere