Thornings mand går af i protest mod partileder

Stephen Kinnock har valgt at forlade sin post i protest mod sin partiformand, Jeremy Corbyn.

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

'Du er ikke i stand til at lede vores parti'

Så klar er meldingen fra Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, der har valgt at forlade sine poster i det britiske skyggekabinet.

På Twitter skriver Labour-politikeren, at han ikke længere kan se, hvordan Jeremy Corbyn skal være i stand til at lede partiet efter det historiske Brexit i torsdags.

- I lyset af det yderst skuffende resultat af folkeafstemningen og den halvhjertede rolle, du spillede i kampagnen, er jeg kommet rem til den konklusion, at du ikke længere er i stand til at lede vores parti, skriver Kinnock i sit brev til partilederen.

- Derfor er det med stor fortrydelse, at jeg trækker mig fra min post, skriver Stephen Kinnock.

Derudover oplyser Stephen Kinnock ikke kan se, hvordan Jeremy Corbyn skal lede partiet ved forhandlingsbordet.

Jeremy Corbyn flygter fra pressen. (Video: AP)

Men hvad er en skyggeminister og skyggekabinetet egentlig?

Skyggekabinettet er en gruppe af udvalgte talsmænd fra den ledende del af oppositionen.

Hvert medlem af skyggekabinettet kaldes en skyggeminister. Hver "minister" har et ansvarsområde. Det er også partiets bud på ministerposter i tilfælde af et magtskifte.

I Danmark har vi ikke samme system. Her har oppositionen i Folketinget i stedet ordførere med hver sit ansvarsområde.

Se også: Thornings mand melder sig ind i oprørskamp i Labour

Flere går af
Yderligere fem medlemmer af Corbyns skyggekabinet meddeler mandag, at de træder tilbage fra deres poster. Det sker, efter at 12 medlemmer af skyggekabinettet trådte tilbage søndag. Det skriver The Independent.

Arbejderpartiets skyggeudenrigsminister Diana Johnson og skyggeforsvarsminister Toby Perkins samt to andre - Anna Turley og Chris Matheson har valgt at gå af.

Se også: Corbyn afviser at træde tilbage trods Labour-krise

De sidstnævnte havde ikke skyggeministerposter, men andre funktioner i Corbyns skyggeregering.

Afviser at smutte
Men hovedperson selv afviser at tage sit tøj og gå.

- Jeg beklager, at der har været opsigelser i dag fra mit skyggekabinet. Men jeg vil ikke svigte tilliden fra dem, der har stemt på mig, eller de millioner af støtter over hele landet, der har brug for Labour til at repræsentere dem, siger han i en udtalelse.

Corbyn fyrede søndag Hilary Benn fra posten som Labours udenrigspolitiske chef, efter at denne havde udtalt, at han ikke havde tillid til Corbyns ledelse.

- Han er en god og ordentlig mand, men han er ikke nogen leder, sagde Hilary Benn til tv-stationen BBC.

Se også: Kaos efter brexit: Politikerne skrider på stribe

Med de mange skyggeministres afgang er arbejderpartiet kastet ud i dyb krise i kølvandet på den britiske EU-folkeafstemning.

Corbyn bakkes op af flere magtfulde fagforeninger, ligesom omkring 180.000 har bakket op om en underskriftsindsamling på nettet, der støtter ham.

Han blev i september valgt som Labour-leder med overbevisende flertal.

- De, der ønsker ændringer i Labours ledelse, må stille op ved et demokratisk valg, hvor jeg vil være kandidat, sagde Corbyn søndag aften.

To af Labours parlamentsmedlemmer lagde fredag op til en mistillidsafstemning om Corbyn. Forslaget ventes at blive diskuteret ved et partimøde mandag.

147 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere