Tidligere borgmester er død

Tidligere borgmester i Haarby på Fyn, Ole Møller, er død, 73 år

Ole Møller nåede at sidde 25 år i byrådet i Haarby og Assens Kommune. Foto: PR-foto
Ole Møller nåede at sidde 25 år i byrådet i Haarby og Assens Kommune. Foto: PR-foto

Tidligere borgmester i Haarby Kommune på Fyn, Ole Møller, er død, 73 år.

Det oplyser Ole Møllers hustru, Birgit Møller, til Ekstra Bladet.

Ole Møller flyttede til Haarby i 1971, hvor han fik tilbudt stilling som filialdirektør i Sydfyns Diskontobanks filial. Tidligt blandede han sig også i byens forenings og fritidsliv. Særligt fodbolden havde hans interesse, og han blev formand for Haarby Boldklub i 1974.

Det var også fodbolden, som drev ham ind i politik. I marts 1974 blev han første gang valgt ind i byrådet og sad i to perioder i byrådet, hvor han i den periode også fungerede som viceborgmester og 2. viceborgmester.

Efter kommunalvalget i 1989 trak Ole Møller sig midlertidigt fra sin post i byrådet og som viceborgmester og formand for Teknisk Udvalg på grund af arbejdsmæssige forhold.

Der skulle gå otte år, før Møller igen var tilbage i kommunalpolitik som spidskandidat for De Konservative ved kommunalvalget i 1997.

Det lykkedes Ole Møller og De Konservative at bryde den mangeårige Venstre-dominans i kommunen, og 1. januar 1998 indtog han borgmesterkontoret i kommunen.

Efter den kommunale sammenlægning i 2007 blev Haarby Kommune en del af den nye Assens Kommune. Her sad Ole Møller i to perioder i byrådet under borgmester Finn Brunses (S) vinger, inden han i 2013 gik ud af kommunalpolitik.

I alt nåede Ole Møller altså at sidde i byrådet i næsten 25 år.

Birgit Møller oplyser til Ekstra Bladet, at Ole Møller døde af en alvorlig lungesygdom. Sidst i forløbet blev han ramt af lungebetændelse.

Ole Møller blev indlagt på hospitalet 20. april og døde 29. april.

Han efterlader sig sin hustru Birgit, parrets to sønner Bo og Finn og fem børnebørn - fire drenge og en pige.

Familien oplyser til Ekstra Bladet, at begravelsen finder sted fra Haarby Kirke lørdag 5. maj klokken 13.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere