Tidligere FBI-direktør: 'Det er muligt', Trump arbejder for Rusland

Andrew McCabe tog over som direktør for FBI, da James Comey blev fyret af præsident Trump. Nu har McCabe udgivet en bog med nye detaljer om den dramatiske tid

En tidligere FBI-direktør siger, at det er muligt, at præsident Trump arbejder for den russiske regering. Foto: AFP
En tidligere FBI-direktør siger, at det er muligt, at præsident Trump arbejder for den russiske regering. Foto: AFP

Andrew McCabe, tidligere FBI-direktør, vil ikke udelukke, at præsident Donald Trump arbejder på vegne af den russiske regering. Det siger McCabe til den amerikanske tv-station CNN.

- Jeg tror, det er muligt. Det er derfor, vi indledte vores efterforskning, siger McCabe, da han bliver interviewet i forbindelse med sin nye bog 'Truslen: Hvordan FBI beskytter Amerika i en tid med Terror og Trump'.

Andrew McCabe blev udnævnt til fungerende direktør for det amerikanske forbundspoliti, da James Comey blev fyret af præsidenten i maj 2017.

I en række interviews i forbindelse med bogudgivelsen har Andrew McCabe afsløret nye detaljer fra dagene efter James Comeys fyring, der havde sendt rystelser gennem forbundspolitiet.

Andrew McCabe, 50, tog over som øverste chef for det amerikanske forbundspoliti, FBI, da James Comey blev fyret af Trump i 2017. McCabe blev selv fyret få måneder senere. Foto: AFP
Andrew McCabe, 50, tog over som øverste chef for det amerikanske forbundspoliti, FBI, da James Comey blev fyret af Trump i 2017. McCabe blev selv fyret få måneder senere. Foto: AFP

McCabe mener, at 'ulovligheder kan være begået' , da Trump fyrede James Comey og offentligt har forsøgt at underminere efterforskningen af hans kampagnes forbindelser til Rusland.

Efter fyringen af Comey udpegede Justitsministeriet Robert Mueller - også forhenværende FBI-direktør - til at varetage efterforskningen. Muellers undersøgelse ventes afsluttet i de kommende uger.

Over 100 kontakter
Det er siden blevet dokumenteret i retspapirer og i pressen, at personer fra Donald Trumps inderkreds havde over 100 kontakter med Rusland under valgkampen i 2016.

Seks kampagnefolk - herunder en kampagnechef og en sikkerhedsrådgiver - er siden blevet anklaget eller dømt for at have løjet om disse kontakter.

I august 2016 konkluderede det amerikanske efterretningsvæsen, at Rusland forsøgte at påvirke den amerikanske valgkamp via sociale medier og ved hacking af e-mail-konti og databaser tilhørende Det Demokratiske Parti, hvor Hillary Clinton var præsidentkandidat.

USA's præsident, Donald Trump. Foto: AFP
USA's præsident, Donald Trump. Foto: AFP

Kontraspionage
Andrew McCabe siger til tv-programmet '60 Minutes', at FBI i kølvandet på fyringen af James Comey havde 'god grund' til at åbne en kontraspionagesag for at efterforske, hvorvidt Trump stod i ledtog med Rusland og var til fare for den nationale sikkerhed.

- Hvis præsidenten forsøger at forhindre ordensmagtens arbejde, fyrer direktøren for FBI for at påvirke eller lukke vores efterforskning af Ruslands skadelige aktiviteter, så er man nødt til at spørge sig selv som efterforsker: Hvorfor ville den amerikanske præsident gøre det, siger McCabe og tilføjer.

- Alle disse fakta fik os til at overveje, om der var et upassende forhold, en forbindelse mellem denne præsident og vores mest frygtede fjende, Ruslands regering.

'Stakkels lille engel'
Andrew McCabe blev fyret i marts 2018 i forbindelse med en lækageundersøgelse. McCabe mener, at fyringen havde en anden årsag.

- Jeg tror, jeg blev fyret, fordi jeg indledte en efterforskning af den amerikanske præsident, siger han til '60 Minutes'.

Efter interviewet har Trump reageret med vrede på sin Twitter-profil.

'Skandaliseret fungerende FBI-direktør Andrew McCabe lader som om han er en 'stakkels lille engel', når han i virkeligheden var en stor del af Crooked Hillary Skandalen & det Russiske Fupnummer – en marionet for Leakin' James Comey, skriver præsidenten.

Andrew McCabe har skrevet en bog om sin karriere i FBI med titlen 'Truslen: Hvordan FBI beskytter Amerika i en tid med Terror og Trump'. Foto: AFP
Andrew McCabe har skrevet en bog om sin karriere i FBI med titlen 'Truslen: Hvordan FBI beskytter Amerika i en tid med Terror og Trump'. Foto: AFP
 

 

--- *** ---

 

Fem andre afsløringer

 

1: Om at efterforske præsidenten:

Andrew McCabe understreger i interview med '60 Minutes', at beslutningen om at efterforske præsident Donald Trump var vanskelig.

- Det var ekstraordinære skridt. Vi tog dem først efter grundige overvejelser, siger Andrew McCabe, der også delte sine overvejelser med otte medlemmer af en tværpolitisk efterretningsgruppe i Kongressen.

- I den proces var der ingen modstand. Ledelsen i Kongressen var ikke uenige, hævder han.

 

2: Om at afsætte præsidenten:

Andrew McCabe fortæller, at det blev diskuteret i Justitsministeriet, hvorvidt man kunne benytte en paragraf i den amerikanske forfatning, der giver regeringens ministre lov til at afsætte en siddende præsident.

Både Trump og andre har kaldt denne diskussion for et 'kup'. Det afviser McCabe.

- Fordi præsidenten eller højrefløjsmedierne eller Sean Hannity (Fox News-vært, red.) benytter dette ord, bliver det ikke sandt. Vi ved, at mange af de ord, som alle tre bruger, er falske og – hvilket jeg har oplevet på egen krop – ærekrænkende, siger han.

USA's vicejustitsminister Rod Rosenstein nævnte ifølge McCabe muligheden for at afsætte præsidenten. Foto: AFP
USA's vicejustitsminister Rod Rosenstein nævnte ifølge McCabe muligheden for at afsætte præsidenten. Foto: AFP

 

3: Om Trumps tillid til Putin:

McCabe siger, at der er eksempler på, at præsident Trump ignorerer oplysninger fra sin egen efterretningstjeneste. Han tror åbenbart mere på Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det stod klart i forbindelse med en briefing om Nordkoreas missilprogram. Her afviste Trump efterretningstjenestens advarsel om, at Nordkoreas missiler virkede. Putin havde tidligere fortalt ham det modsatte.

- Jeg tror på Putin, sagde Trump angiveligt til sine rådgivere.

 

4: Om jobsamtale med Trump:

Andrew McCabe fortæller, at præsident Trump indledte jobsamtalen med en fem minutter lang enetale om hans valgresultat i staten North Carolina.

- Han er en overvældende kommunikatør. Han taler hurtigt. Han springer fra emne til emne, og nogle gange sidder han fast i en tanke, som han gentager igen og igen. Han sidder bag sit skrivebord, men læner sig frem med sine hænder vendt mod dig. Det er meget svært at få et ord indført. Jeg troede, at en jobsamtale var en dialog, men det var det ikke, viste det sig.

 

5: Om at blive fyret fra FBI:

I marts 2018 blev Andrew McCabe fyret fra FBI bare to dage før, han som 50-årig ville kun trække sig tilbage med fuld pension. Fyringen blev udløst af en intern undersøgelse, der konkluderede, at McCabe havde lækket oplysninger til pressen.

- Præsidenten har en velkendt vane med at angribe folk, der siger noget, han ikke kan lide. Han forsøger at ødelægge folks troværdighed, så andre ikke vil lytte til dem eller tro på, hvad de siger. Så det er egentlig ingen overraskelse, at han også har gjort sådan mod mig. Jeg burde nok have set det komme, siger han.

Den amerikanske og russiske præsident giver hånd under et møde i Finland i juli 2018. Foto: AP
Den amerikanske og russiske præsident giver hånd under et møde i Finland i juli 2018. Foto: AP

--- *** ---

 

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

649 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere