Tidligere IS-gidsel chokerer: - Lad dem komme til Danmark

Daniel Rye blev holdt fanget og tortureret af Islamisk Stat i over et år. Det forhindrer ham dog ikke i at mene, at slagne danske IS-krigere skal hjem til Danmark

Daniel Rye mener, at danske IS-krigere skal retur. Foto: Stine Rasmussen
Daniel Rye mener, at danske IS-krigere skal retur. Foto: Stine Rasmussen

Man skulle tro, at hvis man var blevet kidnappet af Islamisk Stat, tortureret, pint, og holdt fanget, så ville mand bande alle sympatisører og medlemmer af organisationen langt væk.

Sådan har den danske freelance-fotograf og tidligere gidsel Daniel Rye det imidlertid ikke.

Til TV 2 udtaler han nemlig, at det danske demokrati er bygget op på en sådan måde, at vi må tage imod de danske statsborgere, som tidligere har tilsluttet sig organisationen, og som nu ønsker at vende snuden mod Danmark.

- Som udgangspunkt har jeg en gang imellem en følelse af at være vred. Og første tanke ville være, at de skal have af samme skuffe. Men jeg er grundlæggende ikke opvokset i et land, som går ind for et øje for øje og tand for tand. Det er det, sharialoven er bygget op på. Det var det, Islamisk Stat forsøgte at bygge et system på. Det er her, vi skal kæmpe for vores værdier, siger han til TV 2.

Betændt emne
Emnet har været heftigt debatteret den seneste uge, efter den amerikanske præsident Donald Trump var ude og bebude, at lande skal hjemtage og retsforfølge IS-krigere fra Syrien.

Det har siden affødt adskillige reaktioner fra danske såvel som udenlandske politikere.

- En dansk statsborger er en dansk statsborger. Hvor lidt vi end vil have dem hjem til Danmark, så er det sådan, at hvis du ikke er dobbelt statsborger, så er du dansk statsborger. Det vil sige, at så kan vi ikke forhindre dig i at få et dansk pas, og at du lige pludselig står i Danmark - og så har vi mange midler til at retsforfølge folk, udtalte justitsminister Søren Pape Poulsen til TV 2.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Stine Rasmussen
Foto: Stine Rasmussen

Den udmelding har dog mødt modstand af blandt andre Dansk Folkeparti, udenrigsminister Anders Samuelsen samt et flertal af danskerne. En måling, som Jyllands-Posten har bragt, viser nemlig, at 65 procent af den danske befolkning siger 'nej tak' til at få de slagne krigere retur.

Det er dog ikke noget, der rykker ved Daniel Rye standpunkt.

- Jeg tror, de fleste synes, at de skal blive væk, hvis vi lytter til vores følelser. De har forrådt os og gjort frygtelige ting. Men nu er vores samfund bygget op på andre ting end følelser. Lad være med at komme med populistiske overskrifter, og lad os forholde os til den nuancerede virkelighed, vi er en del af. Lad os lære vores fjende at kende, siger han til TV 2.

30 danske syrienskrigere
Daniel Rye blev holdt fanget i 398 døgn, efter han blev kidnappet, da han qua sit virke som fotograf var taget på reportagetur i det krigshærgede Syrien.

Som gidsel gennemgik han velsagtens umenneskelige hændelser, da han blandt andet oplevede at blive udsultet og tvunget til at stå i en udstrakt positur med hænderne over hovedet i flere dage i træk af sine fangevogtere.

Han blev dog løsladt og har siden holdt adskillige foredrag om sin tid i Syrien.

I den seneste vurdering fra PET lyder det, at cirka 30 danske syrienskrigere endnu befinder sig i konfliktzonen.

637 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere