'USA's præsident har forrådt vores land.'
Sådan går Hillary Clinton til angreb mod USA's præsident Donald Trump. Det gør hun, efter en telefonsamtale mellem Trump og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, er blevet offentliggjort på Det Hvide Hus' hjemmeside.
Det Hvide Hus offentliggør Trump-samtale
Telefonsamtalen mellem Trump og Zelenskij afslører, at Trump bad den ukrainske præsident om at sætte en undersøgelse i gang mod Joe Biden, der er kandidat for Demokraterne, og hans søn Hunter Biden.
'Det er ikke en politisk erklæring - det er en hård virkelighed, og vi må reagere,' lyder det videre på Twitter fra Trumps konkurrent i den foregående præsidentvalgkamp.
Telefonsamtalen indgår som et vigtigt element i den rigsretssag, som den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, tirsdag bebudede, at hun starte mod Trump.
Præsident om Trump-afpresning: Kun min lille søn kan presse mig
I den forbindelse melder Clinton ud, at hun mener, Trump er en fare mod 'de ting, der holder os stærke og frie', og at hun støtter op om rigsretssagen.
'Mest korrupte præsident'
Hillary Clinton er ikke den eneste, der har fyret skyts af mod den amerikanske præsident. Faktisk har kritikken haglet ned, siden telefonudskriften er blevet offentligheden kendt.
Det Hvide Hus vil frigive klage fra whistleblower
Bernie Sanders, som stillede op som demokratisk kandidat ved præsidentvalget 2016, har også meldt sig på banen i koret af dagens Trump-kritikere.
'Donald Trump er den mest korrupte præsident i landets moderne historie,' skriver Sanders, der forsøger at blive kandidat til næste præsidentvalg i 2020.
Kalder det 'heksejagt'
Mitt Romney, der stillede op mod Barack Obama i 2012, mener også, sagen er dybt foruroligende.
- Min reaktion er den samme, som den var for et par dage siden, hvilket er dybt foruroligende, og vi må se, hvor det ender. Men den første reaktion er foruroligende, siger Mitt Romney ifølge AFP.
Romney: Samtale med Ukraines leder er dybt foruroligende
Donald Trump selv afviser, at han har forsøgt at presse den ukraniske præsident til at genåbne undersøgelsen af Joe Biden og sønnen Hunter.
- Det var et venligt brev. Der var ikke noget pres, siger Donald Trump om udskriften ifølge CNN.
Republikanere bakker op om Trump
- Bare så I forstår, det er den største heksejagt i amerikansk historie. Måske i historien generelt, men helt sikkert i amerikansk historie, siger den amerikanske præsident videre.
Bidens søn blev i 2014 bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab. Selskabet er inddraget i en skattesag i Ukraine, men der er ingen oplysninger om, at Hunter Biden er en del af sagen.