RAPPORTEN FRA Minkkommissionen er stærke sager. Et historisk uhørt indblik i magtarrogance i det allerøverste lag af Danmark.
Især hos statsminister Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen. For i denne sammenhæng giver det ikke mening at sondre mellem disse to kvinder.
MED MINKRAPPORTEN har nationen fået en overbevisende demonstration i, hvordan begrebet ’ansvar’ fortolkes på toppen: Som noget, man beredvilligt påtager sig – altså lige indtil det er mere bekvemt at skyde det fra sig. Gerne i nedadgående retning.
OP TIL RAPPORTENS offentliggørelse havde statsministeren gjort, hvad hun kunne for mentalt at forberede danskerne på, at der var artige sager i vente. Hvilket selvfølgelig var udtryk for den klassiske spin-manøvre, at man prøver at tage luften ud af alvorlige sager ved selv at pege på dem. Et virkemiddel, der sædvanligvis tages i anvendelse, når andre metoder har vist sig utilstrækkelige.
MEN RAPPORTENS KONKLUSIONER skulle vise sig endnu værre, end Mette Frederiksen havde stillet os i udsigt. Meget værre.
DET ER SÅLEDES IKKE hverdagskost, at en siddende statsminister afsløres i at have talt ’groft vildledende’ – og det i en sag, der kostede skatteyderne 18 mia. kr. og med et pennestrøg ulovligt fjernede eksistensgrundlaget for en række danskere.
Men lige så vildt er det faktisk, at Mette Frederiksens bedste forsvar for ugerningen lyder, at hun bare kom til det. At det ikke var med vilje.
Regeringslederen, der ellers har excelleret i selv at tage styring, påberåber sig her reelt tåbeparagraffen. Helt uden fortilfælde er det.
MAN KAN MENE om skønheden i den forklaring, hvad man vil. Men den ser ud til at virke. I al fald der, hvor den skal have effekt – hos støttepartierne.
Ikke overraskende har de altid logrende regeringsloyalister i SF på forhånd fredet hende. Også Enhedslisten var påfaldende hurtige til at give hende politisk fred. Hvad der er lovet til gengæld, fortoner sig.
NU ER DET SÅ KUN de radikale, der for alvor kan true Mette Frederiksen i form af at kræve en yderligere undersøgelse, der vil kunne afdække mulighederne for en eventuel rigsretssag.
SELVOM DEN RADIKALE partiledelse er under et betydeligt pres fra baglandet, er bedste bud dog, at det ikke sker. Dertil har Mette Frederiksen sandsynligvis viftet Sofie Carsten Nielsen for meget om ørerne med en mulig regeringsdeltagelse.
DERFOR KNYTTER SPÆNDINGEN sig i første omgang til, hvordan Mette Frederiksen vil lægge snittet i forhold til sin departementschef Barbara Bertelsen. Om hende konkluderer rapporten, at hun har ’begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar’.
Medmindre Barbara Bertelsen selv når selv at trække sig inden, vil Mette Frederiksen allerede på et pressemøde i dag, fredag, skulle svare på, hvordan hun kan sådan en chef siddende og lede Statsministeriet.
REALITETEN ER, at det kan Mette Frederiksen ikke. Alene af den grund, at det vil et flertal i Folketinget ikke acceptere. Og at Bertelsens autoritet er fuldstændig forduftet. Før eller siden må hun ud af klappen.
ALLIGEVEL BLIVER Mette Frederiksens svar i dag særdeles spændende. For Bertelsen er ikke bare en hvilken som helst embedsmænd, som Mette Frederiksen kan erstatte med en anden. Tværtimod er der tale om hendes soulmate – kvinden, sammen med hvilken Mette Frederiksens har bygget det ny Statsministerium op.
SAT PÅ SPIDSEN: Barbara Bertelsen har stået for præcis den magtudøvelse, som Mette Frederiksen specifikt har forlangt af sin departementschef, og som hun i øvrigt fyrede den tidligere – Christian Kettel Thomsen – for IKKE at ville levere.
Læg dertil, at Mette Frederiksen adskillige gange har erklæret Barbara Bertelsen sin uforbeholdne opbakning. Herunder opbakning til at tingene skæres hårdt og brutalt til.
REELT ER DET DERFOR også Mette Frederiksen, der udstilles, når kommissionen anbefaler, at Barbara Bertelsen drages retligt til ansvar. Ja, faktisk er det hele hendes opfattelse af at have magt, der har fået et alvorligt skud for boven.
Derfor vil minkrapporten – uanset at statsministeren i første omgang ser ud til at overleve politisk – uundgåeligt belaste Mette Frederiksen i de kommende måneder. Selvfølgelig også i den valgkamp, der ligger lige om hjørnet.
