Trine Bramsen gennemførte Ærø-besøg efter nyhed om Kabuls fald

Selv om forsvarsminister Trine Bramsen fik nyheden om, at Kabul faldt, blev hun på Ærø, skriver TV 2

Imens forsvarsminister Trine Bramsen (S) havde sat kurs mod Ærø, hvor ministeren blandt andet skulle mødes med lokale partifæller, var Taliban i færd med at overtage Afghanistans hovedstad, Kabul.

Og selv om nyheden, om at Taliban havde indtaget Kabul, kom, mens ministeren var på Ærø, gennemførte hun sit besøg.

Det skriver TV 2, som har fået indsigt i data fra VesselFinder, der viser fartøjets rute, samt hvornår det befandt sig hvor.

Her fremgår det, at kutteren, som Bramsen var om bord på, sejlede fra Svendborg cirka klokken 08.05.

Det er tre timer efter nyheden, om at byen Jalalabad faldt i Talibans hænder.

Rejsen til Ærø tager cirka halvanden time, og ministeren ankommer til Ærøskøbing 09.35.

I samme minutter bringer medierne nyheden om, at Taliban har indtaget Kabul, skriver TV 2.

På trods af nyheden blev Bramsen på Ærø og satte kurs mod Marstal Navigationsskole.

Besøget på øen endte med at vare cirka halvanden time. Data fra VesselFinder viser, at hjemmeværnskutteren lagde fra land cirka klokken 11.12

Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen (S), fortæller til TV 2, at det var ham, der ønskede, at ministeren besøgte skolen, men det var tydeligt, at ministeren havde andet at se til. Ifølge borgmesteren måtte Trine Bramsen flere gange gå til og fra selskabet for at afvikle telefonsamtaler.

TV 2 har talt med medlemmer og kandidater fra Socialdemokratiet, som var til stede på Ærø. De fortæller, at Trine Bramsen også her gik til og fra telefonopkald.

Ministerens besøg på Ærø er blevet kritiseret, fordi hun sejlede til øen med en af Marinehjemmeværnets både. Samtidig deltog hun i politiske aktiviteter sammen med lokalpolitikere på øen.