Trump angribes af sine egne: - Det er afskyeligt

Præsident Donald Trump kan ikke lade være med at håne afdød krigshelt

USA's præsident, Donald Trump, kritiseres nu af sine partifæller efter disse udtalelser. Video: Reuters

Selv om det er syv måneder siden, senator John McCain døde af kræft, fortsætter præsident Donald Trump sine angreb på den amerikanske politiker og krigsveteran.

I en række opdateringer på sin Twitter-profil har Trump hånet McCain for at være 'nummer sjok' på flådeakademiet og anklaget ham for at dolke partiet i ryggen, da han stemte for at beholde Obamas sundhedsreform.

- Jeg var aldrig en fan af John McCain, og bliver det heller aldrig, lyder det fra Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus tirsdag.

Ingen tak
Og ved et besøg på en kampvognsfabrik i staten Ohio onsdag fortsatte præsidenten ufortrødent.

- Jeg gav ham den begravelse, han havde bedt om. De takkede mig aldrig, siger Trump med henvisning til, at præsidenten formelt skal godkende en statsmandsbegravelse.

Donald Trump fortsatte under et virksomhedsbesøg i Ohio kritikken af John McCain, der har været død i syv måneder. Foto: Reuters
Donald Trump fortsatte under et virksomhedsbesøg i Ohio kritikken af John McCain, der har været død i syv måneder. Foto: Reuters

Se også: Kongressen giver Trump det gule kort

Forhånelsen af den afdøde senator har fået Donald Trumps partifæller til tasterne. Blandt andre den republikanske senator Johnny Isakson fra Georgia.

- McCain-familien har fortjent bedre. Jeg er ligeglad med, om han (Trump, red.) er landets præsident, ejer alle ejendomme i New York eller er i gang med at skabe verdens bedste immigrationssystem.

- Det er afskyeligt, hvad han sagde. Det vil også være afskyeligt om syv måneder, hvis han siger det igen, siger senator Isakson til mediet The Bulwark.

Den republikanske senator Mitt Romney kritiserer præsident Trump. Foto: AFP
Den republikanske senator Mitt Romney kritiserer præsident Trump. Foto: AFP
 

Senator Mitt Romney har før kritiseret Trump, og gør det igen.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor præsidenten igen vil nedgøre en mand, der var så forbilledlig som min ven John McCain: Heltemodig, patriotisk og drevet af en tro på familie, land og gud, siger Romney.

Ægte helt
Den republikanske senatsleder Mitch McConnell skriver på Twitter, at han 'savner McCain' hver eneste dag.

- Det var en fornøjelse at sidde i Senatet med en sjælden patriot og ægte amerikansk helt, skriver McConnell, der dog undgår at nævne Trump.

Enken Cindy McCain tager afsked med sin mand. Foto: AP
Enken Cindy McCain tager afsked med sin mand. Foto: AP
 

Donald Trump kritiserede også John McCain, mens han var i live.

For eksempel udløste det fordømmelse, da Trump under valgkampen sagde, at John McCain ikke var en helt, fordi han blev taget til fange under Vietnam-krigen.

- Jeg kan bedre lide dem, der ikke blev taget til fange, sagde Trump, der selv undgik at blive sendt til Vietnam, fordi en læge skrev under på, at han havde hælesporer.

McCain, en kamppilot, var krigsfange i Vietnam i fem år, senator for staten Arizona i tre årtier og præsidentkandidat for Det Republikanske Parti i 2008.

390 kommentarer
Vis kommentarer