Trump besøger kvæstet kongresmand: - Bed for Steve

Republikaneren Steve Scalise skal have foretaget flere operationer. Hans tilstand betegnes som kritisk

Præsident Donald Trump forlader MedStar Washington Hospital Center i Washington. (Foto: AP)
Præsident Donald Trump forlader MedStar Washington Hospital Center i Washington. (Foto: AP)

Det republikanske kongresmedlem Steve Scalise fra staten Louisiana er stadig i kritisk tilstand, efter at han blev offer for et skyderi onsdag.

Han skal have foretaget flere operationer, oplyser MedStar Washington Hospital Center i en pressemeddelelse.

Scalise blev ramt af skud i venstre hofte, da en mand onsdag åbnede ild mod amerikanske kongresfolk, som trænede til en årlig baseballkamp ved Washington D.C.

Onsdag aften besøgte førsteparret Donald og Melania Trump hospitalet.

- Præsidenten gik ind i værelset, talte med Scalises familie og sad ved hans seng med fru Trump, fortæller pressetalsmand Sean Spicer ifølge Associated Press.

Scalise og hans kone, Jennifer, har to børn.

Fru Trump siger farvel til overlæge Ira Y. Rabin. (Foto: AP)
Fru Trump siger farvel til overlæge Ira Y. Rabin. (Foto: AP)
 

Trump blev opdateret om patientens tilstand af lægeholdet og besøgte samtidig kongres-betjenten Crystal Griner, der blev skudt i anklen under angrebet.

- Rep. Steve Scalise, en i sandhed fremragende person, er slemt tilredt – men han er en fighter. Bed for Steve, skriver Trump på Twitter efter besøget.

Attentatet fandt sted, da republikanske kongresmedlemmer trænede til baseballkamp. (Foto: AP)
Attentatet fandt sted, da republikanske kongresmedlemmer trænede til baseballkamp. (Foto: AP)

Angrebet skete klokken syv onsdag morgen lokal tid ved en baseballbane i en forstad til hovedstaden Washington.

Skyderiet brød ud, da Det Republikanske Partis baseballhold trænede til den store, årlige kamp mod de demokratiske rivaler.

Attentatmanden, der blev dræbt i skudvekslingen, er identificeret som 66-årige James Hodgkinson, der bekendte sig til den yderste venstrefløj og ifølge opdateringer på sociale medier foragtede republikanere.

66-årige James Hodgkinson arbejdede som frivillig for senator Bernie Sanders' valgkamp sidste år. (Foto: AP)
66-årige James Hodgkinson arbejdede som frivillig for senator Bernie Sanders' valgkamp sidste år. (Foto: AP)
 

Da Scalise blev ramt af et skud, faldt han til jorden på banen. Han slæbte efterfølgende sig selv langs græsset, hvor han efterlod et spor af blod, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge pressemeddelelsen fra hospitalet brækkede Scalise flere knogler i kroppen. Han har desuden skade på flere organer og interne blødninger.

Scalise, en af Trumps mest loyale støtter, har posten som ’whip’ – indpisker – hvilket blandt andet indebærer ansvaret for at bevare partidisciplinen i Repræsentanternes Hus.

114 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere